Nyheder

30.09.2013

Belgian Jazz Meeting


Jean-Paul Estiévenart © Cim Meyer

Liége præsenterede i september en række musikere og ensembler fra den belgiske nation, der politisk er ved at gå op i limningen på grund af sproglige, etniske, økonomiske og kulturelle konflikter. Men inden for jazzen slår man pjalterne sammen og viser den mangfoldighed belgisk kultur besidder.

Denne lytter var bekendt med Brussel Jazz Orchestra, der hører til i toppen af den europæiske bigband-liga. Fra dette orkester udspringer væsentlige musikere som pianisten Nathalie Loriers og trompetisten Bert Joris – begge gør sig også gældende i flere mindre ensembler.

Blandt de nye stjerner på den belgiske jazzhimmel gjorde den 28-årige trompetist Jean-Paul Estiévenart og hans fremragende, sammenspillede trio indtryk: Originalt og sejt swingende. Måske er kvintetten Mâäk udtryk for en ny un-miked tendens. I hvert fald spillede de fire blæsere plus trommer en kæmpe kaserne-hal op uden en mikrofon i sigte. Det lød fantastisk godt!

Joachim Badenhorst solo på tenorsax og bas-klarinet er altid en oplevelse – ligesom altsaxofonisten Ben Sluijs med trio. En anden trio, Too Noisy Fish, viste spræl, vilje og et vidtspændende repertoire. Trommeslageren, Teun Verbruggen, udvidede sit instrument med alverdens skrammel på trommeskindene. Og det er måske også en tendens: at inddrage alt muligt der kan slås med og slås på. Også super-talentet Lander Gyselinck, som omhyggeligt stemte sine trommer dybt og klingende, brugte spilledåser og grydelåg med videre på skindene.