Nyheder

15.05.2023

Ny sekretariatsleder

Jazz I Trekanten

Den nuværende sekretariatsleder Karsten Bech går på pension, og Jens Munch fra Aarhus tiltræder stillingen fra 1. august. Han har et indgående kendskab til musik- og foreningsliv, blandt andet som medstifter og daglig leder af Grobund Bandakademi i Aarhus.

Den 42-årige Jens Munch blev konservatorieuddannet i 2009 og har arbejdet med musik i en række organisationer og foreninger blandt andet i projekter som Aarhus Jazzfestival, Ujazz under Aarhus Festuge, og han har været kurator for flere projekter, der har kredset om jazzmusikken.

Jens Munch har i mange år arbejdet med unges talentudvikling, og de kompetencer skal blandt andet bruges til at videreudvikle på JazzHouse - Koldings jazzklub for unge.

Jazz I Trekanten blev udpeget som Netværks- og genrespillested i 2021. Institutionen har været igennem mange ændringer, og derfor mener den nuværende sekretariatsleder, Karsten Bech, også at det ville være et passende tidspunkt organisatorisk, at overdrage lederposten til en ny person. Der vil være en overgangsperiode, hvor Jens og Karsten kommer til at arbejde tæt sammen, inden Karsten stopper ved udgangen af september.