Nyheder

26.06.2013

Stormøder i Århus og København

JazzDanmark indkalder alle med interesse for jazzen til stormøder

København tirsdag 3. september 2013 kl. 16-19 i Jazzhouse, Niels Hemmingsens Gade 10, 1153 København K.
 
Aarhus onsdag 4. september 2013 kl. 16-19 hos Promus, Vester Allé 15, 8000 Aarhus C (Indgang via RåBar v/ Atlas).
 
Stormøderne giver et indblik i JazzDanmarks projekter samt en orientering om de projekter og aktiviteter organisationen har i støbeskeen.
 
Stormøderne giver også mulighed for at få direkte indflydelse på JazzDanmark via repræsentantskabet, hvor der er valg af op til 12 personer. Opstilling sker på stedet og skal ikke meddeles på forhånd.

I repræsentantskabet diskuteres to gange årligt JazzDanmarks projekter og arbejde, og repræsentantskabet vælger JazzDanmarks bestyrelse og formand.

Sidst men ikke mindst er stormøderne også en mulighed for at diskutere og komme med forslag.
 
Et særligt indslag ved begge stormøder er et foredrag med Martin Ibsen, forfatteren bag bogen DE NYE FANS. Bogen giver en introduktion til, hvordan alle, som arbejder professionelt med at formidle musik, kan omstille sig til det digitale mediebillede. Martin Ibsen giver konkrete redskaber til, hvordan man tilrettelægger en digital kommunikationsstrategi og bruger de sociale medier aktivt til at skabe loyale og passionerede fans. Martin Ibsen er partner i firmaet YourWaves, iværksætter og freelance konsulent. Siden 2008 har han arbejdet med digital forretningsudvikling, digital strategi og online koncepter. 
 
Tilmelding:
Det er gratis at deltage i stormøderne, men af hensyn til planlægningen beder JazzDanmark interesserede om senest 28. august at melde sig til hos marga(at)jazzdanmark.dk. Husk at skrive hvilket stormøde (København eller Aarhus) du vil deltage i.