Nyheder

22.05.2013

Komponist-konkurrence

Prøv at sige det hurtigt: ”The 1st Annual Young European Bigband Composer Competition.” På højde med stakit-kasket-stativ-remsen. Vi forkorter til EBCC.

Projektet er en videreudvikling af Almost Arrangers, der blev afholdt i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival i årene 2002-7. EBCC er sat i værk af Mads Jakob Pagsberg, som er studielektor på Musikvidenskabelig Institut, komponist, arrangør, dirigent og leder af instituttets bigband – og af Sille Kathrine Buur Schultz, som er sanger, sangskriver, arrangør og repetitør. Begge er i øvrigt konsulenter i virksomheden Pagsberg & Schultz Musik og Kommunikation.

EBCC er dels tænkt som et springbræt for unge, europæiske jazzkomponister, dels som en platform, hvor kompositorisk talent og den traditionelle bigbandgenre kan udfordres. Samtidig tjener projektet som grobund for kulturel udveksling på tværs af landegrænser.

Orkesteret, der spillede ved det første arrangement i Jazzhouse, er det københavnske The BigBand (fire trompeter, fire tromboner, fem på blad og fire rytme) suppleret med de fire stemmer: The Vocals. Udover fem kompositioner, der repræsenterede de fem finalister i konkurrencen, blev der ved finalekoncerten d. 24. april spillet kompositioner af Mads Pagsberg samt vindermelodien fra Danske Populær Autorers konkurrence, der blev vundet af Live Foyn Friis.

Dommerne var Lars Winther (Jazzdanmark), Jesper Holm (Vocaljazz), Cim Meyer (Jazz Special) og Christian Munch Hansen (Politiken). Førsteprisen på 1000 euro gik til spanske Alex Cassanyes og hans After The Dark, andenprisen på 500 euro gik til Hans-Christian Stephans Monday Morning og tredjeprisen fik Paul Anguez for Shine. Alle tre fik desuden gaver fra Shure og Philipson Wine.

Yderligere info: madspagsberg.dk  pagsberg-schultz.dk  thebigband.dk