Nyheder

20.12.2016

Statens Kunstfond præmierer

17 musikalske værker

Statens Kunstfond præmierer hvert år et antal musikværker, som fonden finder har betydet noget særligt. Der kan ikke ansøges. Udvalget vælger frit mellem årets nye musikalske værker. Legatudvalget for Musik præmierer i år et rekordstort antal værker. Nogle eksempler:

Bisse (alias Thorbjørn Radisch Bredkjær) præmieres med 100.000 kroner for HAPPY MEAL OG HØJLANDET. Motivation: "Bisse har haft et eksplosivt 2016 og leverer en sjældent set kraftpræstation på udgivelsesfronten med sine vildtvoksende, komplekse og samtidig helt nære sange og ikke mindst sangtekster, som trækker på traditionen, men også sætter sin helt egen dagsorden."

Også Marius Neset præmieres med 100.000 kroner for SNOWMELT. Motivation: "Snowmelt er et fænomenalt album, hvor musikalsk ekvilibrisme går hånd i hånd med det personlige udtryk og en helt enestående formidabel harmonisk, melodisk og rytmisk forståelse."

Blandt modtagerne af præmieringer på 50.000,- kroner finder man blandt andre Agnes Obel, Heine Hansen og Bangin' Bülows Nice Jazz Quartet.

Se begrundelser for alle de 17 præmieringer her.

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik består af komponist og sangskriver Kristina Holgersen (formand), komponist Line Tjørnhøj, komponist Mike Sheridan, komponist Anders Brødsgaard og jazzpianist Mads Bærentzen.