Nyheder

31.08.2023

Tivoli Jazzpris 2023

Her er vinderne!

Fem priser og legater blev uddelt 30. august 2023.

Tivoli, der kan fejle 180 års jubilæum, har de sidste 90 år præsenteret jazzmusikken i mange af dens afskygninger fra for eksempel Erik Tuxen og Louis Armstrong over de store JAZZPAR Priskoncerter til Onsdagsjazz og nu denne samlende begivenhed i Glassalen. På scenen bandt Tivoli Ensemblet anført af Peter Jensen det musikalske program sammen. Konferencieren var Naya Buric fra P8 Jazz. Hun gik sagligt til opgaven med tydelig diktion uden unødvendige falbelader. Man savnede dog lidt mere substans i de små interview af prismodtagerne.

Ben Webster Hæderspris (dkk 25.000) gik til steelpan-veteranen Rudy Smith, som har boet i Danmark i 40 år. Formanden Jesper Løvdal kunne berette at Ben Webster Fonden gennem årene har uddelt priser for et to-cifret millionbeløb. Det siger noget om den legendariske saxofonists vedholdende popularitet på streaming-tjenester, der mest bidrager til fondens formue.

René Daugaard Legatet (dkk 20.000) gik til pianisten Ben Besiakov. Besiakov kendte og besøgte i øvrigt Ben Webster – det kunne konferencieren med fordel have benyttet som afsæt.

Både Smith og Besiakov optrådte respektivt i sikker stil med Tivoli-ensemblet i et repertoire kendt fra jazzens store sangbog.

De to William Demant-legater adskilte sig ved at fokusere på kvinder og på musik af en anden karakter:

Årets Musiker (dkk 20.000) gik til bassist og komponist Ida Duelund og

Årets Orkester (dkk 30.000) var gruppen Selvhenter.

Akkompagneret af Tivoli-ensemblet optrådte Duelund med sin kontrabas tilsat alverdens effekter, mens Selvhenter desværre kun blev repræsenteret ved at Tivoli ensemblet forsøgte sig med Selvhenters minimalistiske Æbler & Pærer.

Sidst men ikke mindst præsenterede Kjeld Frandsen og Tove Enevoldsen den sidste pris:

Bent Jædigs Legat (dkk 10.000), der gik til saxofonisten Andreas Toftemark. Sammen med Tivoli-ensemblet fik han sat et fint punktum for begivenheden.

Tivoli Jazzpris 2023. Vinderne: Andreas Toftemark, Ben Besiakov, Rudy Smith, Ida Duelund og Selvhenter. Foto: Michelle Berg

 

Vinderne blev udvalgt af følgende udvalg:

Ben Websters Hæderspris: Jesper Løvdal (fm), Asger Bagge-Jørgensen, Ole Matthiessen, Jakob Thors, Anne Dvinge og Henrik Wolsgaard-Iversen.

Rene Daugaard-legatet: Jesper Løvdal, Niels Jørgen Steen, Christina von Bülow og Trine Louise Lehmann (vicebestyrelsesleder i JazzDanmark)

De to William Demant-legater: Dette års Jazzpuljeudvalg har indstillet en række musikere og orkestre. Derefter har det forhenværende Jazzpuljeudvalg stemt mellem disse og fundet vinderne.
Nuværende Jazzpuljeudvalg: Maria Dybbro, Niels Overgaard og Kjeld Lauritsen.
Forhenværende Jazzpuljeudvalg: Casper Schärfe, Benita Haastrup og Ned Ferm.

Bent Jædig Prisen: Tove Enevoldsen, Kjeld Frandsen, Henrik Wolsgaard-Iversen, Helle Marstrand og Peter Ingeman.