Nyheder

25.01.2017

Landsdækkende satsning på jazz & ungdom

får ni millioner kroner fra Nordea Fonden

Med et landsdækkende aspekt kombineret med en målrettet ungdomssatsning støtter Nordea Fonden Vinterjazzen i perioden 2017-2019. Ambitionen er at de unge kvinder især, og ungdommen generelt, skal få interesse for jazz, blandt andet ved at bryde med de gængse traditioner for, hvordan man går til jazzkoncert. Med Nordea-fonden i ryggen vil festivalen de næste tre år fokusere på det unge publikum og de unge udøvere.

Jazzaholic kalder jazzfestivalen sin eksponering mod de 15-24-årige. Ved at kombinere billeder og lyd skal der skabes en ny måde at formidle jazzen til ungdommen.

Sammen med JazzDanmark afholdes det improvisations-fokuserede musikstævne JazzCamp for Piger (10-15 år) landet over. Det kombineres med festivalkoncerter udelukkende med kvinder i dansk musikliv. I netop den rytmiske musik er kvinderne underrepræsenterede, og det er baggrunden for denne målrettede indsats, hedder det videre i pressemeddelelsen.

Forhåbentlig dækker betegnelsen "skarpe, progressive og eksperimenterede kvinder i dansk musikliv", ikke over et snævert genrebegreb, der blandt andet vil udelukke nogle af de markante kvindelige jazzmusikere, som er gået hen og er blevet 40+.

Et særligt Vinterjazz-projekt er Master Fatmans Jazzskole. Her inddrages børnene i jazzens historie og børnene vil i fællesskab lave deres eget ‘jazz-sample’.

Jazz for Kids On Tour er udformet som nogle årlige koncertrækker, der arrangeres i samarbejde med lokale aktører.

Fakta– Nordea-fonden støtter Jazz for Kids on Tour, JazzCamp for Piger, Something Else, Wild at Heart, Vinterjazz og Copenhagen Jazz Festival med i alt dkk 3 mio. årligt i 2017, 2018 og 2019. Hvert år uddeler Nordea-fonden ca. dkk 500 mio. inden for sundhed, motion, natur og kultur. Nordea-fonden har været hovedbidragsyder for Copenhagen Jazz Festival siden 2007.

Vinterjazz er vokset til tre uger og omkring 650 koncerter fordelt på 130 spillesteder over hele landet. Den 17. udgave finder sted den 3.-26. februar.