Nyheder

01.02.2017

Forening udvider med fast sekretariat

Jazz i Trekanten

JAZZ I TREKANTEN HAR VOKSEVÆRK hedder det i pressemeddelelsen. Hvor gør det ondt, kan man så spørge. (Og hvis "jazz" i forvejen er et sexet ord, hvordan så med "jazz i trekanten"?)

Nå, ikke mere ordkløveri. Foreningen udvider sine aktiviteter og etablerer 1. marts et administrativt sekretariat i Kolding, der skal arbejde med at få mere jazz til det centrale jyske område. Sekretariatet skal drives af tre hovedkræfter bag festivalen, som i samarbejde med en bestyrelse skal videreudvikle jazzfestivalen og foreningen til at blive en kulturaktør i samme liga som Copenhagen Jazz Festival og Aarhus Jazz Festival.  

Det nyetablerede sekretariat er finansieret gennem et tilskud på dkk 300.000,- fra Kolding Kommune . Det er bestyrelsens ambition at indgå aftaler med de øvrige seks kommuner, så der kan skabes endnu mere kultur og musik i området, udtaler Karsten Bech, som er initiativtager og nu sekretariatschef.

De sidste par år er det lykkedes foreningen at skabe Danmarks fjerdestørste jazzfestival. I 2017 finder festivalen sted 25. aug. - til 3. sept. med flere end 100 koncerter. Foråret 2017 vil foreningen i samarbejde med JazzDanmark arrangere koncerter for medarbejderne på ti større arbejdspladser i hele området. Til dette formål har foreningen fået dkk 100.000,- gennem Jazz Danmark. Derudover arrangerer foreningen med unge frivillige en række gratis koncerter på JazzHouse Pitstop i Kolding, der er målrettet det unge publikum. Dette projekt er allerede en succes med omkring 200 publikummer alle koncertdage. Fra foråret 2017 udbyder foreningen en mentorordning i kulturelt entreprenørskab, hvor de unge lærer at udvikle, styre og drive kultur-arrangementer.

BESTYRELSEN:
Casper Jensen (Teamleder på Musikskolen i Billund og professionel musiker).
Claus Meineche (Project Manager hos CLEAN, musiklærer og medarrangør af JazzHouse Pitstop i Kolding).
Gert Helenius (Erhvervschef i Haderslev).
Gorm Askjær (Arrangør af Aarhus Jazz Festival, musiker og underviser på Musikskolen Laura).
Jon Noe (Kommunikationsansvarlig på Mungo Park Kolding og professionel jazzmusiker).
Kathrine Abildgaard (Bestyrelsesmedlem og booker i JIVE – Jazz I Vejle).
Pernille Aavild Juhl (Bestyrelsesmedlem i Jazz6000 og en af de unge initiativtagere til JazzHouse Pitstop).

SEKRETARIATET: Karsten Bech, Tina Paulsen Christensen, Sussie Bech.