Årets danske Jazzudgivelse 2016

Jacob Christoffersen er glad, dér hvor han er

Tekst: Thorbjørn Sjøgren

—Ja, så har vi da lidt af en logistisk udfordring, kommer det lattermildt fra Jacob Christoffersen, da jeg fanger ham hen på aftenen tirsdag og fortæller ham, at jeg gerne vil tale med ham senest torsdag.

—Onsdag har jeg tre aftaler og torsdag morgen skal jeg af sted sammen med Sinne Eeg. Vi skal spille en stribe job i Seattle-området og slutter med at indspille i New York.

Det lykkes dog alligevel at klemme en time ind, hvor jeg indledningsvis må meddele den snart 50-årige pianist, at hans seneste udgivelse, WE WANT YOU, af et panel af Jazz Specials anmeldere er valgt som det nys udrundne års bedste danske jazz-udgivelse. Da jeg fortæller ham, at det pekuniære udbytte nok ikke står mål med hvad en vis amerikansk sangskriver nylig har kunnet indkassere i Stockholm, kommer det med et bredt grin:
—Skidt med det, men mig og Bob, altså…

I et interview for nogle år siden blev Christoffersen kaldt ”manden, som får de andre til at lyde godt.” Indikerer det at han sætter egne ting til side og måske endda kvalificerer til betegnelsen ”den evige sidemand”?
—Ja, det kan jeg se i forhold til hvor mange job, jeg har spillet, og hvor mange af dem der har været i mit navn. Det er dét, jeg er, det kan jeg godt se. Og så har jeg også spillet meget med sangerinder, det er også blevet mit lod, og det holder jeg i øvrigt vældig meget af. Først og fremmest selvfølgelig fordi jeg er pianist og bindeleddet mellem bas, trommer og den, som står foran. Men det vil en bassist måske også sige. Måske er det fordi, jeg er glad, dér hvor jeg er. Jeg er dér i midten, lige i smørhullet, også som sideman. Selvfølgelig er det et dejligt skudsmål at få, men når jeg er ude med min trio, er jeg sikker på at de andre også i lige så høj grad er med til at få mig til at lyde godt. Men jeg elsker at spille med sangerinder, jeg har altid haft noget med tekster, og den menneskelige stemme er også en slags bindeled mellem publikum og musikken. Og så interesserer jeg mig i øvrigt for sang.

Når Christoffersen spiller med sangerinder, er repertoiret ofte standards, so oder so, men med trioen er det næsten udelukkende Christoffersens egne stykker.
—Det er fordi jeg ser mit musikerskab som et hele: ”Nu har jeg fået det her opfyldt, nu skal jeg skrive lidt musik”. Det er en vekselvirkning, og hvis man er heldig, kan tingene befrugte hinanden. Jeg bliver altid inspireret af standards til at skrive min egen musik, men den kommer aldrig til at lyde som standards alligevel. Jeg er den, jeg er, kan jeg efterhånden mærke. Det har taget nogle år.

—Der er gået omkring fem år imellem udgivelser i eget navn.
—Ja, jeg kunne måske godt have lavet flere, men der har ikke været nogen ”karriereplanlægning” i det. Jeg har haft et privilegeret liv, fået lov til at spille en masse forskellig musik, fået en masse opgaver, og jeg har da også sagt nej til ting, jeg ikke havde lyst til. Pludselig ligger der nogle numre, eller jeg kan mærke at nu trænger jeg. Men der er ingen talmagi i det. Det kommer, når det kommer.

—Men hvordan skriver du? Kommer et nummer som et nys, eller går du og pudser og polerer?
—Numrene på WE WANT YOU skrev jeg i løbet af et par uger, et nummer hver dag. Det gik vildt stærkt. Så hurtigt har jeg aldrig prøvet at gøre det tidligere.

—Det er også, som jeg hører det, helt overvejende kollektiv musik uden de konventionelle kor med klaversolo, bassolo og så lidt chase.
—Det er rigtigt. Det er nok lige så meget en plade med mig som sideman, selv om den er i mit navn. Vi fungerer i virkeligheden også som en rytmegruppe, sammen, og det var faktisk sådan at trioen opstod, vi havde bakket en del forskellige solister op på La Fontaine. Og i Montmartre prøvede jeg altid først at få fat i Thomas og Zoltan. Det giver en lyd, og det er den lyd, vi har spillet videre på i studiet.

En aften for nylig, da vi lyttede på musikken derhjemme, sagde min kone: ”Det er sjovt, som han kan minde om Lars Jansson.”
—Ja, den er mere nordisk end de andre, og Lars er jo en af vore store europæiske pianister, han er en af dem, man lytter til. Jeg elsker hans blanding af det nordiske, de åbne vidder og det mere hardcore beboppede. Det er nok også sådan, jeg ser mig selv.

—Alle dine CDer er indspillet hos Lars Nilsson i Göteborg?
—Hans klaver – et Steiway model D – lyder helt vildt godt. Det, der tager tid hos ham, er mest at stille trommerne op. Efter en time var vi i gang, og så indspillede vi bare, rettede ikke noget. Jeg havde 52 takes med hjem, vi spillede bare hele dagen igennem to dage. Han er bare så checket, han har flair for musik, og han er i øvrigt uddannet som klassisk trompetist. Og så er det godt at komme lidt væk, man er lidt på lejrtur, skal ikke hjem til familien og kan koncentrere sig på en anden måde. Dybest set er vi som musikere også en slags nomader.

—For en del år siden fortalte du at du var blevet så sur efter en Keith Jarret-koncert, han leverede ingenting?
—Jeg kan godt huske den koncert under jazzfestivalen for nogle år siden. Jeg havde simpelthen så høje forventninger, jeg havde hørt ham adskillige gange, både solo og med trio, og vidste godt, hvad jeg kunne forvente. Og så kom han og leverede et stykke som en dag på kontoret. Han var bare ligeglad, og det kan han ikke være bekendt. Folk har betalt dyre billetter, og uanset om man får fem kroner eller en halv million i honorar, så synes jeg at man skal gøre sig umage i de to timer, man er der. Og det var tydeligt at det gjorde han ikke. Hvis han så bare havde kæmpet for en arbejdssejr. Den slags kender jeg selv til. Du ved: Når man er otte timer om at komme til Himmerland, det er snestorm, man har ikke fået noget at spise og klaveret er ikke ordentligt stemt.

—Nu vi taler taler om Jarrett, så slår det mig at et par af stykkerne på WE WANT YOU virker beslægtede med nogle af de ting, Jarrett skrev til sin skandinaviske kvartet i midten af 1970erne?
—Jeg har selvfølgelig lyttet vældig meget til ham, men det er også sådan, at når du kombinerer trommer, kontrabas og et flygel og prøver at spille rock, så kommer det altså til at lyde som Keith Jarrett. Hvis jeg havde spillet Rhodes [el-piano] og Thomas havde spillet el-bas, så havde det overhovedet ikke lydt som Jarrett. Det er faktisk … ja, jazz-rock kaldte man det i 70erne.

Resten af samtalen kom vidt omkring, fra Gadevang Swing Central til små New York-klubber og mere til. Men det har mindre at gøre med at Jacob Christoffersen får Jazz Specials pris for bedste danske jazzudgivelse i 2016 for udgivelsen WE WANT YOU, hvor han er i selskab med Thomas Fonnesbæk (bas) og Zoltan Csörsz (trommer).