Adresse: http://jazzspecial.dk/index.php?id=139
Nekrologer
Når jazzens personligheder dør, vil de som regel være omtalt i det trykte magasin. Men undertiden "vælter de store træer" mens magasinet er i trykken, og så kan vi vælge at sætte nekrologerne herunder.
____________________________________________________________________
Peter Brötzmann
6. marts 1941 – 22. juni 2023
Tekst: Torben Holleufer
Foto: Hreinn Gudlaugsson
Den vilde blide mand er ikke mere
Den vældige lyd af freejazz-saxofonisten Peter Brötzmanns horn er forstummet. Dagen før midsommer åndede den 82-årige ud for sidste gang efter i næsten ti år at have levet med KOL, lungesygdommen man typisk får, når man har røget for meget.
Selv om han som mange tyske jazzmusikere oprindeligt havde et stort hjerte for Dixielandjazz, var det indenfor freejazz, han markerede sig. Han var født i Remscheid, der ligger i udkanten af Ruhr-området, og boede det meste af sit liv i Wuppertal. Men hele verden blev hans hjem. Han var konstant på farten gennem en 50-årig karriere.
Danske Peter Ole Jørgensen (d) alias Pere Oliver Jørgens var sammen med veteranen indenfor dansk freejazz, bassist Peter Friis Nielsen, blandt de musikere, som spillede med Peter Brötzmann. Peter Ole husker, hvordan Brötzmann – som mange opfattede som utilnærmelig og grov på grund af den kompromisløse saxofontone – under lydprøver ville varme op med sin taragot (en slags klarinet der især bruges på Balkan). Her ville han spille jazz som i 1920rne, inden rampelyset blev tændt og saxofonens skratten og væsen tog over.
Peter Brötzmann var egentlig selvlært. Han begyndte med klarinetten som 16-årig i et Dixieland-band men skiftede snart til tenorsaxofon, da bebopfeberen ramte. Som 18-årig studerede han maleri og kommerciel kunst – han ville siden selv udsmykke sine album. I Wuppertal fandt han Fluxus, der kom til at definere hans kunstneriske retning. Med Peter Kowald (b) og svenskfødte Sven-Åke Johansson (d) dannede han en trio, som pladedebuterede i 1967 på eget plademærke. Pladen var banebrydende indenfor improviserende musik i det daværende Vesttyskland. Første gang de spillede live, var publikum så rystede at koncerten blev stoppet efter et kvarter. Så var Peter Brötzmann i gang.
Han gik videre med oktetten Machine Gun og ud af den sprang en trio med den hollandske Han Bennink (d) og belgiske Fred Van Hove (p), som døde sidste år. De er i dag anset som pionerer indenfor europæisk freejazz. Machine Gun var i øvrigt et kælenavn, som Peter Brötzmann fik af Don Cherry.
Der var konstant gang i eksperimenterne, som på 1977-udgivelsen SCHWARTSWALDFAHRT, hvor han spiller med fuglestemmer og forsøger at spille under vandet i en flod.
Punkjazz på Montmartre
Nogle danskere vil især huske en koncert med den vilde mand fra Wuppertal, hvor han spillede med amerikanerne Bill Laswell (b), Ronald Shannon Jackson (1940-2013) (d) og Sonny Sharrock (1940-94) (g). De kaldte sig Last Exit og nåede i deres korte levetid at udgive et studiealbum samt en serie live-album – det sidste rammende betitlet HEADFIRST INTO THE FLAMES: LIVE IN EUROPE.
Koncerten var i Jazz Kays udgave af Montmartre, som vist aldrig før eller siden oplevede nogen spille så højt og uhæmmet konsekvent improviserende. Faktisk var det ikke helt meningen, men med Peter ombord var der ingen anden vej, fortæller Bill Laswell i telefon fra New York:
—Jeg havde hørt om Peter Brötzmann, men kendte ikke rigtigt hans musik. Men jeg blev inviteret til at spille på et lille Manhattan-sted, der hed The Roulette, med John Zorn (s) og Fred Frith (g), og Brötzmann var der, men jeg havde aldrig mødt ham før. Vi fik lov at vælge, hvem vi ville spille med: Duo, trio, hvad som helst. Jeg valgte Peter, og vi var blandt de første, som spillede. Jeg havde hørt at han drak meget, så vi gik på bar bagefter. Så vi udviklede et forhold, hvor vi gik ud at drikke sammen mere end at spille sammen. Men så blev jeg inviteret til at samle et hold og spille en række koncerter i Europa. Vi havde oprindelig haft et band med Peter, Anton Fier (d) og Fred Frith (g), men de var optaget, og nu kom det her op, som fik navnet Last Exit.
—Last Exit var en sørgelig historie, for det skulle have været en trio [Bill Laswell, Shannon Jackson og Sonny Sharrock] og kunne været blevet en stor ting. Men med Brötzmann ombord kom hele den der Euro-Freejazz… Til sidst tog jeg til Indien med Ronald Shannon Jackson, og vi overvejede at fortsætte Last Exit med Pharoah Sanders (s) og L. Shankar (vln), men i 1994 døde Sonny pludselig bare 53 år gammel. Så Last Exit stoppede og hver gang siden, når jeg spillede med Brötzmann, var det som duo eller nogle gange med Hamid Drake (d) og forskellige folk. Jeg kunne altid godt lide Peter Brötzmann.
—Musikalsk var jeg ikke inspireret af ham, men Peter Brötzmann var en ikonisk figur. Det er egentlig en mode-ting. Den store tyske mand med det plyssede hår og overskægget, sorte skindstøvler og den store tunge saxofon. Og jeg kunne lide ham for det at han skabte det statement, som hans figur var. Han levede et langt liv, han var ekstrem og havde alle kvaliteterne, slutter Bill Laswell i telefonen fra New York.
Den vilde mands band
Peter Ole Jørgensen alias Pere Oliver Jørgens er i Danmark mest kendt fra Cockpit Music og Global Guaranty Orchestra. Men der er rift om ham på avantgarde-scenen, og han spillede et væld af koncerter med Peter Brötzmann fra omkring 1987 til 2019.
—Peter Brötzmann var et utroligt lyttende menneske, både når der blev spillet musik, og når der ikke blev spillet musik. I modsætning til hvad mange tror, var han et følsomt og kærligt menneske. Mange har det indtryk at han var en aggressiv bulderbasse, men han var en flink mand, som ligesom alle andre kunne blive irriteret. Desuden tænkte han meget over sit arbejde og øvede sig flittigt hele livet på alle mulige ting.
—Jeg mødte ham i 1987 til en festival i Aarhus og gennem årene spillede vi ofte med Peter Friis Nielsen (b). Også ofte med Johannes Lund (bars) fra yoyo oyoy-kollektivet. Ligesom vi med Peter Friis Nielsen lavede seks CDer med forskellige gæster, blandt andre Mats Gustafsson og Johannes Bauer, der blev udgivet på Ninth World Records, men som blev sat op af os i fællesskab. Så indtil midt-1990erne spillede vi sammen i alle mulige sammenhænge og lavede så The Wild Mans Band, der turnerede op til Corona lukkede verden ned.
—Jeg ville spille almindeligt trommesæt, mens han både ville spille sin kraftfulde sax, men også tage klarinetten eller taragotten, og så var det helt stille. Som årene gik, blev Peter mere og mere lyrisk. Han havde en kæmpe indsigt i musik, og når vi havde lange turnéer, var der stor variation fra aften til aften. Dertil var han hyggelig og med stor humor. Han kunne fyre nogle one-liners af, så man var ved at brække sig af grin.
—Jeg snakkede ofte med ham i alle årene og sidst var lige efter nytår. Han fik diagnosen KOL i 2014, hvor der var problemer med lungerne, selv om det gik okay med vejrtrækningen, for han kunne fortsat spille. Men det gik for alvor galt under pandemien, for han levede kun for at spille ude og var alle årene oppe på omkring 250 koncerter om året, beretter Peter Ole Jørgensen.
Verdensmand
I den lille provinsby Wels i Østrig er der hvert år en festival kaldet Unlimited, hvor alverdens navne indenfor freejazz, impro og avantgarde mødes. I 2011 var det Peter Brötzmanns 70-årsdag, og han blev inviteret til at spille med venner fra hele verden. Det betød Chicago-musikeren Ken Vandemark, som var med til at gøre Peter Brötzmann til et kendt navn i USA, og en masse spændende japanske musikere inklusive den kompromisløse støjguitarist Keiji Haino. Oplevelsen af ham og Brötzmann lave lydprøve står mejslet i mit sind og trommehinder.
Maâlem Mokhtar Gania (som jeg dengang var manager for) spillede med Brötzmann i to kombinationer: Med Bill Laswell og Hamid Drake, og med Joe McPhee (s) og hans gruppe. Her var det fabelagtigt at opleve den aldrende tyske legende nærmest blæse alt og alle omkuld. Men også opleve hans lydhørhed overfor den specielle afrikanske trancetradition, som Mokhtar medbragte.
Brötzmann havde tidligere optrådt med Majid Bekkas, som om lidt igen spiller i København med Stefan Pasborg, og Brötzmanns sidste album er faktisk med netop Hamid Drake og Majid Bekkas.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------
David Perry Lindley
21. marts 1944 – 3. marts 2023
Tekst: Torben Holleufer
Los Angeles’ ferme multimusiker er død efter kort tids sygdom.
Bare få uger før sin 79-års fødselsdag er David Lindley afgået ved døden hjemme i Englenes by. Han var især på guitar en musiker, som havde samme tilgang, åbne sind og virtuositet som den tre år yngre Ry Cooder, som vi stadig har blandt os. De to optrådte ofte sammen og nød tydeligt hinandens selskab. De havde begge kvaliteter som en twanget gang slide-guitar eller elementer fra både bluegrass og inspirationer fra Østen. Når vi i hovedtræk ser tilbage på David Lindleys livsforløb, foregik det omkring hjembyen, hvor han nærmest begyndte som vidunderbarn, var med i hippieorkestret med kultstatus, Kaleidoscope (ikke at forveksle med et engelsk orkester af samme navn), spillede med på en lang række kendte værker som studiemusiker og sent opnåede fornyet kultstatus op gennem 1980erne med sit band El Rayo-X.
David Lindleys far havde en stor pladesamling af 78ere, der inkluderede indisk og koreansk musik. Så sønnen blev hjemmefra udstyret med et pivåbent sind. Han spillede allerede fra treårs-alderen og kastede sig over spillemandsmusikken bluegrass med en iver, der siden førte til førstepladsen fem år i træk i en lokal konkurrence – vel at mærke på banjo og violin. David Lindley blev del af folkemusikscenen midt i 1960erne med fokus på det såkaldte Bay Area omkring San Francisco og Los Angeles og de mange Jug Bands, hvor blandt andre netop afdøde David Crosby blev et tidligt bekendtskab.
I tiden op til den Summer Of Love mødte David Lindley en musikalsk soulmate i form af Solomon Feldthouse, som var vokset op i Tyrkiet, allerede optrådte som flamencomusiker og kunne akkompagnere mavedansere. De to optrådte først som duo, men blev snart til det orientalsk-psykedeliske orkester Kaleidoscope. I årene 1967-69 blev det til fire album, der har kultstatus, og især nummer to, A BEACON FROM MARS (1968), er fremragende og indeholder blandt andet den velspillede Taxim, hvor den får fuld skrue på blandt andet darbuka og oud, og det bluesinspirerede titelnummer, der viser betydeligt slægtskab til et andet samtidigt Los Angeles-orkester, The Doors, og hvor David Lindley fyrer en særdeles original guitarsolo af.
Så kom 1970erne med fokus på Los Angeles og orkestre, der, med afsæt i countrymusik i en sky af coke, handlede om bands og kunstnere som Fleetwood Mac, Jackson Browne, Eagles, Poco og mange andre. Så når David Lindley ikke var travlt optaget i studierne, var han på turné over hele verden med folk som Jackson Browne, James Taylor og Linda Ronstadt, ligesom han begyndte sit mangeårige samarbejde med Ry Cooder på dennes album BOP TILL YOU DROP.
I 1981 dannede han så eget orkester. I El Rayo-X var han det langhårede midtpunkt med lapsteel-guitar, hvor der blev spillet virtuost med bottleneck, mens han sang. Det veloplagte band kørte ud over rampen i en stil, der både var reggae og amerikansk roots-musik i stil med Cooder og John Hiatt.
De spillede på festivaler over hele kloden, og da boomet for verdensmusik gik i gang, var pioneren Lindley i gang og udsendte fem album med musik fra den særdeles komplekse østat Madagascar, når han da ikke eksempelvis turnerede i Fjernøsten med guitaristen Henry Kaiser, som han havde et længere duosamarbejde med.
Ud over guitar kunne Lindley i live-sammenhæng opleves på instrumenter som tyrkisk saz, bouzouki, oud og mange andre.
Medlem af The Section
David Lindley var medlem af den løse gruppe af studiemusikere og komponister i Los Angeles-området, som gik under navnet The Section. Gruppen kan ses som en videreførelse af 1960ernes dominerende gruppe The Wrecking Crew. Begge grupper ville nærmest egenhændigt lave al arbejdet på mange af tidens store hits, og ud over multi-instrumentalisten Lindley ville The Section tælle kendte studiemusikere som guitaristerne Danny Kortchmar og Waddy Wachtel og trommeslageren Russ Kunkel. Det vi definerer som 1970ernes afslappede stil med kunstnere som Carole King (TAPESTRY med flere), Jackson Browne, Warren Zevon, Toto, Linda Ronstadt, James Taylor og mange andre, ville ikke have været det samme uden de alsidige input, David Lindley og hans venner kom med.
Offentligheden kendte sjældent til disse anonyme musikere, som ofte end ikke figurerede på listen over medvirkende. Men også her var David Lindley speciel og skabte sig – ikke mindst på turnéer med den populære Jackson Browne – en status som stjernemusiker, som havde et hav af instrumenter med på scenen og kunne spille næsten virtuost på dem alle.
Efter årene med El Rayo-X fortsatte han med at spille fast med blandt andre Crosby, Stills & Nash, mens han medvirkede på mange hundrede plader med artister fra øverste hylde: Bob Dylan, Bruce Springsteen, Aaron Neville, Leonard Cohen og mange andre.
I de senere år var det især med perkussionisten Wally Ingram, kendt fra bandet Timbuk 3, at man kunne opleve David Lindley, ligesom han vedblev med at udsende soloplader. Han stoppede simpelthen aldrig.
En grænseløs musiker har forladt os.
David Perry Lindley 2013
_____________________________________________________________________
Geoffrey Arnold ”Jeff” Beck
24. juni 1944 – 10. januar 2023
Tekst: Torben Holleufer
Foto: Hreinn Gudlaugsson
Jeff Beck er pludselig død, 78 år
Jeff Beck blev pludselig revet ud af livet midt i det. Her var en mand, hvor fødselsattesten godt nok indikerede at han var på vej mod de 80, men hans flittige turnévirksomhed og virile spil på gribebrættet indikerede intet andet end at han ville være her længe endnu. Men noget så sjældent som meningitis ramte og formodentlig med en gevaldig hovedpine, der er en af følgerne af den infektion, forlod Jeff Beck livet på et hospital nær Riverhall, den samling huse sydøst for London, hvor han boede de sidste 20 år med sin sidste kone.
Det er en fabelagtig og grænseløs spillemand, som nu er væk. Han var blandt de berømte tre, som havde været forbi rockbandet The Yardbirds (Eric Clapton og Jimmy Page var de to andre), men modsat de to andre havde han ikke umiddelbart helt samme timing. Eksempelvis opløste han sit ellers succesfulde Jeff Beck Group aftenen før Woodstock-festivalen i 1969, hvor de skulle have spillet. Hans medvirken på filmen af samme navn havde nok gjort at en Alvin Lee og Ten Years After ville have blegnet overfor Jeff Beck og hans fingerfærdighed.
Instrumentalist
Når vi i jazzen taler om Jeff Beck, skyldes det at han med to album efter hinanden produceret af George Martin i den grad meldte sig ind i klubben af jazzens guitarister. Han ville nu lave musik, der kun var instrumental og fandt en guitarlyd, der efterlignede den menneskelige stemme men selvfølgelig også kunne andet.
De to udgivelser skulle blive vigtige indenfor jazzrocken og fusionsmusik i årene efter Jimi Hendrix’ abrupte afsked med kloden i 1970, hvor andre virtuoser inkluderede en anden englænder og god ven af Jeff Beck nemlig John McLaughlin, som netop havde slået sine folder hos Miles Davis og nu var godt i gang med sit Mahavishnu Orchestra, samt selvfølgelig blandt andre Allan Holdsworth, Carlos Santana og Al Di Meola.
Jeff Beck indspillede BLOW BY BLOW (1975) og WIRED (1976), hvor han blandt andet arbejdede med den måske lidt oversete keyboardmand Max Middleton, som allerede havet været med i de forudgående grupper, som ud over Jeff Beck Group inkluderede trioen Beck, Bogert & Appice, der var et forsøg på at danne en såkaldt supergruppe med to amerikanske musikere fra Vanilla Fudge og Cactus.
Hvor Blow By Blow er klassikeren, mange sætter på i dag med numre som Scatterbrain og Cause We’ve Ended As Lovers, så gik Jeff Beck for alvor ud for at lege med nogle af tidens dygtige fusionsmusikere på WIRED, hvor trommeslageren Narada Michael Walden skrev en række af numrene og den tjekkiskfødte keyboardspiller Jan Hammer fra Mahavishnu Orchestra tittede indenfor på et enkelt nummer: Den uomgængelige tour de force Blue Wind. Han skulle siden turnere med Beck, og deres koncertoptagelse fra turen i slutningen af 1976 blev til albummet JEFF BECK WITH THE JAN HAMMER GROUP LIVE.
Eftertragtet stjerne
Jeff Becks tidligste inspiration var guitaristen Les Paul, ophavsmand til den berømte model. Han har også nævnt Buddy Holly som en inspiration, og eftersom han voksede op i Londons forstæder, blev han tidligt venner med folk, som siden havnede for eksempel i Rolling Stones og Led Zeppelin. Jimmy Page og han begyndte tidligt som lovende studiemusikere, og det var også på Pages anbefaling at Beck i 1965 kom med i The Yardbirds, der netop havde mistet Eric Clapton. Selv om Yardbirds indspillede de mest succesfulde ting med Beck ombord, legede han også med andre musikere så som trommeslageren Keith Moon fra The Who, pianisten Nicky Hopkins og John Paul Jones, som siden kom med i The New Yardbirds, der skulle blive til Led Zeppelin. Jeff Beck fik i de år i den grad et ry, og da Pink Floyd måtte skifte deres LSD-trippende guitarist ud, ville de have Beck med, men turde ikke at spørge ham. Det blev så David Gilmours held. The Rolling Stones ville også have ham med, men måtte i første omgang hyre Mick Taylor som erstatning for endnu et syrehoved – nemlig Brian Jones. Men i stedet gik Jeff Beck videre med sine trioer og fortsatte den stil livet ud.
Udsøgt teknik
Jeff Beck blev både berømt for sit guitarspil og afslappede måde at møde folk på. Han vedblev med at være den livsglade dreng fra London-forstaden Wqallington, som ii interview nærmest kunne virke lidt kejtet og genert. Her var det specielt en fornøjelse, når han nørdede ud omkring sin guitarsamling, der inkluderede ikoniske guitarer oftest af mærket Fender Stratocaster. John McLaughlin kom ofte rendende med nye guitarer, som Beck lige skulle prøve. En dag blev Beck nærmest irriteret og sagde piss off til vennen, specielt fordi han blev forelsket i en Stratocaster fra 1960. Men det var en gave denne gang, og det blev den guitar, han brugte på Wired-pladen og konstant turnerede med, indtil Fender gav ham mulighed for at konstruere sin egen model.
Jeff Beck havde ikke mindst de sidste år trioer af høj kvalitet med to kvindelige bassister: Det australske ”vidunderbarn” Tal Winkelfeld og den tidligere Prince-bassist, Rhonda Davis. I selskab med dem og forskellige virtuose trommeslagere og måske et keyboard ville Jeff Beck spille med en pivfræk og virtuos tone på sin hvide Fender Stratocaster. Han smed plektret endegyldigt væk og brugte højre hånds fingre, samtidig med at hans specielt formede vibratorarm fik det diskrete tryg af bunden af håndfladen mens alle fem fingre frit kunne spille hurtigt, dæmpe eller vride alskens effekter ud af instrumentet. For det var netop selve instrumentet og forstærkerens rene lyd, der blev fremhævet, og skulle effekter ind over var det typisk wah-wah og distortion, der fik guitaren til at minde om en hvæsende synthesizer.
Beck var produktiv til det sidste, selv om hans samarbejde med Johnny Depp, der også medførte et sidste besøg i København, ikke var hans mest memorable.
_____________________________________________________________________
Gal Costa
(født Maria da Graça Costa Penna Burgos)
26. september 1945 – 9. november 2022
Tekst: Torben Holleufer
A Grande Gal er ikke mere
Brasilien-kenderen Christian Wohlert brugte betegnelsen, da han forleden i et opslag på Facebook mindedes den legendariske brasilianske sangerinde, som siden 1960erne var en af de store i det musikgale land. Hvor tragedier fulgte andre fra samme generation – så som Elis Regina og Clara Nunes – så levede Gal Costa et fuldt liv og var booket langt ud i fremtiden, da livet pludselig sluttede efter en banal operation.
Gal Costa, som kom til at få sit kunstnernavn via vennen Caetano Veloso, var som han og dennes lillesøster Maria Bethânia født i Salvador, provinshovedstad i Bahía, staten med den stærke tilknytning til de vestafrikanske rødder fra specielt Nigeria og Benin og folkeslag som Yoruba.
I det hele taget var Gal Costa del af en stærk gruppe af kunstnere, der alle havde Salvador som udgangspunkt og ofte arbejdede sammen i de unge år. Ud over søskendeparret var der også Gilberto Gil og Tom Zé. De skulle alle blive væsentlige dele af den berømte Tropicália-bevægelse, der radikaliserede brasiliansk populærmusik. Ud over deres sprudlende talent var de også kendt for politiske sange, hvor diktaturets censur måske ikke helt fattede meningen, men folket altid fik de finurlige detaljer med.
Gal Costa var fra begyndelsen en vibrerende sanger men også en fri fugl, som ikke kunne sættes i bås. Privat var det kendt at hun fortrinsvis var til kvinder og ud over at adoptere en søn på et tidspunkt, handlede hendes liv om en karriere, hvor hun fra gennembruddet i 1960erne konstant formåede at forny sig og følge med tiden. Gal Costa var simpelthen folkekær og en mezzo-sopran, som alsidigt kunne afsøge alle stilarter.
Hun debuterede som 19-årig i en forestilling i Bahia sammen med det føromtalte hold med Veloso, Gil, Bethânia og Tom Zé. Egentlig havde hendes store inspiration været João Gilberto og specielt hans version af Jobims og Vinicius de Morais’ CHEGA DE SAUDADE, der kom i 1961, tre år før han sammen med Stan Getz gjorde en tur ned af Ipanema-stranden klassisk.
Ligesom veninden Maria Bethânia drog Gal Costa ned til Rio de Janeiro for at møde idolet João Gilberto, ligesom hun snart sang med på vennernes plader. Her debuterede hun i duet med Caetano Veloso på albummet Domingo (1968), hvor hendes stemme omgående ramte på åbneren Coracão Vagabundo og snart fik hun sit første hit Baby, der i dag er en brasiliansk klassiker og søsatte hendes solokarriere for alvor. Nummeret stammer fra hendes andet album, det var skrevet af hende selv og Veloso, og ud over Costas dovent henslængte stemme var der et vildt stryger-arrangement, skæve pandeiro-slag og bossa i bunden – et vidunderligt nummer.
Hun var kommet med i Tropicália-bevægelsen året før og medvirkede på den vigtige plade Tropicália: ou Panis et Circencis, der regnes som bevægelsens manifest og havde et cover, der var en reference til The Beatles’ Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, der kom året før. Her medvirkede også gruppen Os Mutantes, bossa-sangerinden Nara Leão og sangskriveren Torquato Neto. Og apropos Sgt. Pepper så ville hun siden i 1973 udsende et fabelagtigt live-album med Gilberto Gil, hvor Beatles-sangen blev forvandlet til ukendelighed i en jazzet version, der rettelig i høj grad var Gil på slap line. Gilberto Gil og Caetano Veloso var flygtet til London i politisk eksil og pladen blev til, da Gal Costa kom til byen. I tiden hvor d’herrer var i eksil, opførte Gal Costa deres sange i hjemlandet, noget hun siden blev beundret for, men som hun sagde:
—Det handlede ikke om mod. Jeg hørte til den bevægelse og de var mine venner!
Gal Costa havde travlt i 1970erne og blandt adskillige mesterplader skal Agua Vivre fra 1978 fremhæves, hvor folk som Milton Nachimento var inde over. En stjernestund var hendes tv-special fra 1981, der var opkaldt efter hendes fødenavn, og som indeholdt duetten Estrada Do Sol, der er et veloplagt jazzet møde mellem Gal og Elis Regina, som jo døde af en overdosis året efter.
I det hele taget var hun som født til tv-mediet og blev berømt for de mange show, hele landet fulgte og husker hende for. Det var her MPB (Música Popular Brasileira) eksploderede med Gal Costa som en af topstjernerne. Vel at mærke en stjerne som syntes at kunne det hele og med en stemme, der selv til sidst da hun trods alt var blevet 77 år, stadig havde en friskhed og umiskendeligt var hele Brasiliens Gal Costa.
Hun var som sagt i sit liv såvel som i sin kunst en fri fugl, som ikke lod sig fange eller sætte i bås. Hun var ikke bange for at provokere og prøvede sig selv af i alle mulige stilarter, der dog alle havde den markante stemme som lysende fællesnævner. Ligesom hun blev ved med at udsende nye album, hvor hun var kendt for at give nye sangskrivere en chance, sidst på sidste års udgivelse: Nenhuma Dor (Ingen smerte).
Som Christian Wohlert sagde, da jeg ringede ham op:
—Gal Costas stemme var selve lydsiden af det Brasilien, jeg boede i. Mere end nogen anden personificerede hun de forskellige stemninger, som landet handler om: Fra fest til melankolsk tristesse. Det er nemt at klassificere hende som letbenet, men gør man det, tager man helt fejl af Gal Costa. Hun var en af de store og med hendes bortgang er det en af de klassiske sangere, som ikke er mere.
_____________________________________________________________________
Pharoah Sanders (født Farrell Sanders)
13. oktober 1940 – 24. september 2022
Tekst: Torben Holleufer
Coltranes arvtager med den originale tone
Tenor-saxofonisten Pharoah Sanders sov ind i sit hjem i Los Angeles mindre end en måned før sin 82-års fødselsdag. Han spillede til det sidste og opnåede efter års relativ stagnation et forrygende comeback, da han sammen med den engelske elektroniske musiker, Floating Points alias Sam Shepherd og London Symphony Orchestra, indspillede albummet PROMISES, der udkom i 2021, men var indspillet umiddelbart før pandemien. Albummet udkom på David Byrnes plademærke, Luaka Bop, og blev skamrost af mange kritikere for en drømmende ambient-kvalitet. Den gamle mester spillede spredt gennem hele værket og sang også ordløse passager.
Født som Farrell Sanders under 2. verdenskrig i Little Rock i staten Arkansas lagde den vordende saxofonist ud med at spille klarinet til koret i den lokale kirke, men han skiftede til tenor-saxofon, da han begyndte i highschool. Han opsøgte snart klubber, hvor sorte musikere på vej gennem staten spillede, men han blev træt af statens raceadskillelse, så færdig med skolen tog han til Oakland i Californien. Her blev han ven med John Coltrane (1926-67). I 1961 gik turen videre til New York, hvor han lærte den avantgardistiske klaviaturspiller og orkesterleder Sun Ra (1914-93) at kende, og hvor han ofte fik husly. Det var Sun Ra, som fik Farrell til at skifte fornavn til Pharoah.
Fire år senere fik han den afgørende chance, da han var med på John Coltranes ASCENSION – hvor også danske John Tchicai medvirkede – og MEDITATIONS, ligesom han var en del af dennes sidste kvintet. Her blev de kendt for ekstremt lange soli og koncertpladen LIVE AT THE VILLAGE VANGUARD AGAIN! kan anbefales. Men dagene var talte, for Coltrane døde af leverkræft i det, der andre steder blev kald for The Summer of Love.
Nu lettede Sanders for alvor. Han havde allerede i 1966 skrevet kontrakt med Impulse! og indspillede albummet TAUHID, der typisk for den spirituelle stil er et islamisk udtryk, der betyder Enhed med Allah. Her blev han for eksempel omtalt i samme åndedrag som Don Cherry (1936-95), Ornette Coleman (1930-2015) og Albert Ayler(1936-70), som vittigt en gang sagde:
—Trane var Faderen, Pharoah var sønnen og jeg er Helligånden.
I 1969 rykkede den spirituelle rejse over i buddhismen med albummet KARMA, der blev hans måske mest berømte udgivelse. Her spillede han blandt andre ned Lonnie Liston Smith (key) og Leon Thomas (voc).
Som årene gik, blev Pharoah Sanders mere utilpasset og havde svært ved at holde på permanente grupper. Men hans unikke lyd kunne dog høres, når han optrådte som gæst på en række udgivelser med blandt andre Sonny Sharrock (1940-94), Randy Weston (1926-2018) og Alice Coltrane (1937-2007). Blandt dem, som arbejdede en del med Pharoah Sanders fra midt i 1980erne og frem, var bassisten og produceren Bill Laswell, som blandt andet havde ham med ned til Marokko, hvor albummet TRANCE OF SEVEN COLOURS blev til med sufier fra Essaouira.
KODA: Bill Laswell i telefonen
—Du kendte Pharoah Sanders godt og arbejdede med ham. Hvad tænker du, nu hvor vi lige har hørt, han ikke er her mere?
—For mig går det langt tilbage. Jeg lyttede til hans tidlige plader, da jeg var 14-15 år. Jeg fulgte stort set alt, hvad han lavede, og jeg syntes altid, han var fortsættelsen af den lyd, vi have lært at kende fra John Coltrane. Han bar den måde at spille på og den lyd videre. Så snart man hørte ham spille en tone, vidste du, hvem det var. Så for mig gjorde han sig altid bemærket – ikke som jazzmusiker men mere som en spirituel musiker og mindede mig om forskellige kulturer, ikke udelukkende fra en jazzbaggrund.
—Var pladen med gnawa-mesteren i Essaouira [Trance of Seven Colours] første gang, du arbejdede med ham?
—Nej, jeg arbejdede med ham før, og han spillede på en række sessions og jeg arbejdede også på en plade med Sonny Sharrock, der fik en masse opmærksomhed, så med mellemrum arbejdede jeg meget med ham.
—Arbejdede du med ham som del af Material?
—Jeg ved ikke, om du kan kalde det det, men vi spillede nogle koncerter i Tyskland i de tidlige 1990ere, men jeg tror også at jeg arbejdede med ham i 80erne, men kan ikke lige huske præcis hvor og hvornår. Det var især, mens jeg havde mit studie i Greenpoint [i Brooklyn, New York] at han tit kom og indspillede.
—Hvad vil vi især huske Pharoah Sanders for?
—Hans lyd vil være der, for han var med på så mange plader, ligesom mange af hans egne ting vil have en blivende aktualitet. Så selv om du ikke vil se ham hver dag, vil det ikke være anderledes, fordi musikken vil være til rådighed altid.
—Hvordan var han som menneske?
—Han var kompliceret. En dag ville han være flink, og på andre tidspunkter kunne det være besværligt. Man vidste aldrig, hvad man fik med ham. Nogle kunstnere havde dårlige oplevelser med han, så som sangeren Leon Thomas. Så efter 1980erne fik Pharoah aldrig samlet et godt orkester, også fordi pengene ikke var så store. Pladen med Sonny Sharrock virker, fordi det er et rigtigt band, der spiller sammen.
—Da I var i Essaouira i Marokko og indspille med Maâlem Mahmoud Gania (1949-2015) og Hamadchaerne, blev han anset som spirituel og gik blandt andet gennem medinaens gader spillende på sin tenorsaxofon, hvilket de stadig taler om dernede. Han havde virkelig god kontakt med de lokale musikere, ikke sandt?
—På hotellet, før vi tog over for at indspille, spillede han en melodi, og han sagde at han havde lært den fra Seminole-indianere hjemme i staten Arkansas, så han spillede den melodi, og da han ankom til huset, hvor vi skulle indspille, spillede gnawa-musikerne næsten den samme melodi. De sagde at den sang var måske 1000 år gammel. Men de spillede melodien og et sted på pladen er der noget, der ligner det, han spillede på hotellet.
_____________________________________________________________________
Joey DeFrancesco
10. april 1971 – 25. august 2022
Tekst: Torben Holleufer
Orgelfænomenet blev 51 år
Han kunne tilsyneladende spille det hele, selv om det Hammond B3-orgel med Lesley, som hans far kom hjem med, da han var dreng, var det instrument, han mere end noget andet blev kendt for at traktere på den mest virtuose måde. Nu er han pludselig død midt i livet, og hans kone og manager, samt deres børn og de mange fans må rystet finde sig i, at en musiker, som på mange måder var større end livet ikke er mere.
Dødsårsagen spekuleres der i, men det var en kendt at den tidligere så kraftigt overvægtige mand kæmpede med dårligt helbred, selv om han de sidste år relativt fremstod i bemærkelsesvis god form.
Joey DeFrancesco voksede op i en italiensk-amerikansk familie i Springfield i staten Pennsylvania. Både hans far og bror spillede orgel på et seriøst plan, hvilket kan høres på familieskiven REBOPPIN’ fra 1992. Allerede i en speciel kreativ highschool spillede Joey ude med folk som tenor-saxofonisten Hank Mobley (1930 – 1986) og den gamle Miles Davis-trommeslager, Philly Joe Jones (1923 – 1985). Snart var han med i et lokalt TV-show i Philadelphia, hvor Miles Davis var stjernen, som blev imponeret over det unge talent og snart gik det over Atlanten på tur til Europa, ligesom Joey DeFrancesco var med på et af legendens sidste originale album: AMANDLA (1989).
Samme år fik DeFrancesco en kontrakt med Columbia og udsendte det første af cirka 30 album i eget navn, ALL OF ME, hvor åbneren Blues for J., hvor det allerede går over stok og sten på tangenterne, sikkert var dedikeret til idolet og den senere kollega og læremester: Jimmy Smith (1925-2005).
Joey DeFransco fotograferet af Jim Hesteman
DeFrancescos musik var ikke altid lige spændende, et album som NEVER CAN SAY GOODBYE nærmest er easy listening – men sine steder ret godt. Indenfor de sidste år indspillede han også en række standards med folk som Van Morrison.
I New York Times’ nekrolog har de fået fat i bassisten Christian McBride, som kendte Joey, siden de begge var helt unge. Han mener at som organist kan Joey DeFrancesco ikke overvurderes:
—Joey DeFrancesco var simpelthen den mest kreative organist siden Jimmy Smith. Når man taler om at tage orglet til det næste niveau og gøre det populært igen for den unge generation, var der ingen, som gjorde det bedre end Joey!
Joey DeFrancesco nåede ud til mange og fem af hans udgivelser fik Grammy-nomineringer i USA inklusive IN THE KEY OF THE UNIVERSE, der kom i 2019. Ligesom han sluttede sidste år i den mest eklektiske stil på albummet MORE MUSIC, hvor han ud over forskellige keyboards også sang og spillede på trompet og tenorsaxofon.
Alligevel er det selvfølgelig som suveræn organist at Joey DeFrancesco vil blive husket og savnet. Samt for sin flamboyante persona, som ofte fyldte mere end de stjerner, han var på turné med. Han ville forklare at jazzen var seriøs, men publikum skulle have en fest.
Creed (Bane) Taylor
13. maj 1929 – 22. august 2022
Tekst: Torben Holleufer
Han var bagmand for en række skelsættende plader i jazzhistorien. Tænk bare på Stan Getz’ møde med João Gilberto og Antonio Carlos Jobim og turen ned ad Ipanema-stranden. Den kom, da Creed Taylor var ansat på Verve.
Creed Taylor, som døde i Nürnberg i Tyskland efter en hjerneblødning under et familiebesøg, begyndte ellers med at spille jazztrompet i et område, hvor alle andre spillede bluegrass og country. For netmediet jazzwax.com omtalte han sin udvikling i 2006:
—Jeg spillede trompet i highschool. Jeg valgte instrumentet på grund af Harry James. Jeg elskede hans plader, der blev spillet i radioen. Så blev jeg træt af hans vibrato og blev vild med Dizzy Gillespie. Om aftenen lyttede jeg på min lille radio, hvor folk som Symphony Sid sendte direkte fra Birdland i New York. Snart ville jeg ind og opleve alt det, jeg hørte.
Korea-krigen kom dog i vejen, og Creed Taylor var marinesoldat. Hjemme på orlov på Hermosa Beach nær Los Angeles gik han konstant til koncerter med blandt andre Gerry Mulligan – Chet Baker Quartet, ligesom han ville lære om arrangement af musikere som Shorty Rogers. Da krigen var slut, tog han til New York for at spille – men især for at producere. Og han havde sine helt egne idéer:
—Som alle andre lyttede jeg til Norman Granz’ Jazz at the Philharmonics-plader, men selv om der var mange fine solister på den tid, syntes jeg at lytternes koncentration blev udfordret af endeløse bas- og trommesoloer. Det var den helt forkerte måde at få folk til at elske den musik, jeg elskede. Så jeg besluttede mig for at producere plader, jeg kunne lide, indspillet på en måde der lød rigtigt. Jeg fandt et lille selskab nær Times Square, der kørte på pumperne og hed Bethlehem Records. Året var 1954! Der blev jeg ansat som producer og altmuligmand.
Hans første kunstner var sangerinden Chris Connor, og albummet LULLABY OF BIRDLAND blev et hit. Her var Creed Taylor med i alle roller fra indspilningerne til at løbe de forskellige radio-DJs på dørene. En stil der snart blev hans kendetegn, og siden blev det sagt om ham:
—Han tænkte og opførte sig som et enmands-pladeselskab og endte med at blive til et, nemlig CTI. Tænk på Phil Spector, men med en dyb følelse for jazz og soul – og glem så alle skydevåbnene.
Et andet eksempel var en fløjtenist, som han hørte øve sig i en lejlighed i Greenwich Village. Creed Taylor bankede på og en ukendt Herbie Mann åbnede døren og kom til at indspille nogle af sine første plader for Creed Taylor. Derefter rykkede den travle mand til ABC-Paramount, der havde kunstnere som trompetisten Kenny Dorham, inden han dannede mærket Impulse!, der senere skulle blive kendt for blandt andre John Coltrane, som han indspillede en enkelt plade med – andre kunstnere var Kai Winding, Ray Charles og Gil Evans.
Creed Taylor rykkede videre til Verve og Stan Getz blandt andre, og senere blev Taylor ansat hos A&M, hvor han endelig grundlagde sit eget sub-label, CTI, der stod for Creed Taylor Incorporated. Her var nogle af kunstnerne George Benson, Grover Washington Jr., Stanley Turrentine og andre, hvor purister måske rynkede på næsen over indpakningen og den kommercielle indstilling. Men det solgte, og mange hyldede senere Creed Taylor for den konsekvente perfektionistiske indstilling og sans for at nå ud til masserne.
Impulse!-plademærket har da også sagt om Creed Taylor i forbindelse med dødsfaldet:
—Han var et geni, når det handlede om at finde ny og speciel musik, som lytterne aldrig ville glemme.
(Charles Robert) Charlie Watts
2. juni 1941 – 24. august 2021
Tekst: Torben Holleufer
Rockens nestor, med et hjerte der bankede for jazz, er død hjemme i London. Han var 80 år.
Vi kendte ham alle, og det føles som om et nært familiemedlem har forladt os. Nu har Charlie Watts for sidste gang vist sit umiskendelige deadpan ansigtsudtryk, mens han nærmest hovedrystende fulgte Mick Jagger, Keith Richards eller Ronnie Wood lave alskens tossestreger på scener, der syntes at vokse ud over alle grænser på de største fodboldstadioner i verden.
Mens alt blev større og større, syntes trommeslageren at være den samme, som begyndte i jazzbands i London som helt ung og holdt stikken i venstrehånden på jazzmanér. Bag sit minimalistiske trommesæt plantede han på forbilledlig vis slaget på lilletrommen, så det synes at komme flere år for sent, og den timing blev udslagsgivende for bandets lyd.
Mon The Rolling Stones vil overleve dette chok, som de trods alt gjorde det, da Brian Jones gik ud og siden døde i 1969, da hans afløser på guitaren Mick Taylor fik nok i 1974, eller især da bassisten Bill Wyman, som på mange måder var Charlie Watts’ nærmeste ven og arbejdskammerat, i 1993 besluttede sig for at det var nok.
Charlie Watts personificerede på sæt og vis et band, som blev født på en fascination af blues og jazz og især via sin udholdenhed blev et af de største og mest uomgængelige orkestre, verden har set.
Jazz betød alt
Charlie Watts blev født en sommerdag i et London, hvor The Blitz – tyskernes serie af luftbombardementer – netop var overstået. Hans far var lastbilchauffør, og næsten så tidligt han kunne huske, var han optaget af jazz. Han boede i Wembley, og hans bedste ven var jazzbassisten Dave Green, som siden ville tale om Watts’ imponerende samling af 78ere med alt fra Jelly Roll Morton over Charlie Parker og Dexter Gordon til Thelonious Monk.
Da begge drenge var 13 år, skulle der gøres noget ved musikken. Watts havde fået fat i en gammel banjo og fjernede halsen, så han havde en lilletromme, inspireret af ”Chico” Hamilton (1921-2013), og fik fat i whiskers. Nu var han i gang.
Forældrene gav ham et trommesæt året efter, og herefter øvede han sig til alle jazzpladerne i hjemmet. Sammen med Dave Green havde Charlie fra 1958 et jazzband, der hed Jo Jones All Stars. Han skulle dog også have noget at leve af, så efter en tur på en af de mange Art Schools, der skød op i England, blev han grafisk designer – og han boede faktisk i Randers 1961-62 mens han arbejdede med reklame og i sin fritid spillede med saxofonisten Holger Laumann (1942-2007) blandt andet i Safari Jazz og Kardinalerne.
Stones et tidsfordriv
Han havde dog forinden mødt bluesmanden Alexis Korner – som også siden arbejdede med den danske sanger og guitarist Peter Thorup (1948-2007) – og denne havde tilbudt Charlie Watts en fast plads i sit band Blues Incorporated. Charlie Watts, som var opdraget til at være pligtopfyldende, ville godt have fast arbejde. Det nye band viste sig at være husorkester i en bar i London-bydelen Ealing, og her kom Mick Jagger og Keith Richards, som gjorde mange forsøg på at overtale ham til at afløse den senere The Kinks-trommeslager Mick Avory.
Jazzen var hele tiden i baggrunden, og Charlie Watts har ofte udtalt sig om sin passion:
—Jazz er min lidenskab, og det er den musik, jeg i virkeligheden vil spille. The Rolling Stones er bare et tidsfordriv.
Den sardoniske, underspillede og knastørre humor var der hele tiden, og Watts har især med glæde udtalt sig om det mangeårige partnerskab med Bill Wyman. Når det gælder det vilde rockstjerneliv med hedonisme ud over alle grænser, var Charlie Watts nærmest gået i kloster. Han mødte sin Shirley i 1964 og fik en enkelt datter i et harmonisk partnerskab, der altså nu er slut.
Mange jazzprojekter
Selv om The Rolling Stones syntes konstant på turné, blev der tid til at Charlie Watts også kunne spille jazz og skrue ned for lydniveauet og virakken. Allerede i 1964 lagde han ud med en tegnefilm, der var tilegnet den anden Charlie – med efternavnet Parker og som fik navnet Ode To A Flying Bird. Ligesom han med pianisten Ian ”Stu” Stewart (1938-85), som havde været med i den tidlige udgave af The Rolling Stones, i årene omkring 1980 havde orkestret Rocket 88, der inkluderede Alexis Korner og altid inviterede cremen af engelske jazzmusikere til koncerterne. Ud af det kom et bigband med blandt andre den gamle Cream-bassist og sanger Jack Bruce (1943-2014).
I 1993 blev det tid til en kvintet i eget navn. To album blev udgivet med standards fra amerikansk jazz, ligesom han i kølvandet på den store Bridges to Babylon-turné med The Rolling Stones – hvor de satte alle rekorder og i løbet af næsten et år spillede 97 koncerter – sammen med instrument-kollegaen Jim Keltner skabte et projekt, hvor de hyldede Elvin Jones (1927-2004), Roy Haynes og Max Roach (1924-2007). Charlie Watts havde også en tentet, der udsendte et album indspillet hjemme i jazzklubben Ronnie Scott’s i London.
Skriften på væggen
Man kan selvfølgelig ikke tale om Charlie Watts uden at tale om bandet, som nu har mistet sin tilsyneladende udødelige alderspræsident.
Anekdoterne om The Rolling Stones er velkendte. Man kan for eksempel genopfriske denne, hvor en noget beruset Mick Jagger kommer op til den i øvrigt sovende Watts på et hotel og siger: "Where is my fucking drummer?" Hvorefter Watts står op, tager et bad, barberer sig, klæder sig ulasteligt og går ned og banker på Micks hoteldør. Da denne åbner, får han én på tuden, og så kommer det fra Charlie: "I'm not your bloody drummer. You're my bloody singer!"
For nylig blev det annonceret at på grund af helbredsproblemer ville Charlie Watts ikke spille på årets turné i USA. Steve Jordan, som Keith Richards har arbejdet med i en årrække, ville forsøge at udfylde den faste ankermands sko. Alligevel havde alle forestillet sig at det var midlertidigt. At trommestolen kun var til låns. For den flittige Watts har konstant passet sit arbejde. Selv da vennen Bill Wyman gik ud, indgik han i et gnidningsfrit samarbejde med afløseren Darryl Jones.
En af rockens store personligheder er sovet ind på hospitalet hjemme i byen, hvor det hele begyndte. En mand som lod trommerne tale og vandt alle over med sin stille og elegante fremtoning, samt lysten til at tale om sin passion for jazz.
Slår du op på Rolling Stones’ hjemmeside, siger den det hele: Ingen ord, men blot den ulasteligt klædte gentleman i perfekt jakkesæt med slipsenål og det hele. For der er ligesom ikke mere at sige!
[I blindebukken i Jazz Special nr. 150 fortæller den danske trommeslager Søren Frost om Charlie Watts, som også indspillede med DR Big Band.]
Ebraima ”Tata Dindin” Jobarteh
1965 – 21. august 2021
”Tata Dindin” – fætter / ”bror” og vigtig mentor for Dawda Jobarteh – døde hjemme i Brikama. Han var bare 56 år.
Tekst: Torben Holleufer
Herboende Dawda Jobarteh er sammen med det meste af Gambia i sorg. En af de ledende grioter og musikalske mestre er død efter længere tids sygdom.
Lad os lige klarlægge familieforholdene:
Dawda Jobarteh kalder ”Tata Dindin” for sin bror, og de voksede da også op under samme tag i Brikama, efter at Dawdas mor, efter ægteskab med den aldrende legende Amadou Bansang Jobarteh (1915-2001), flyttede hjem til den compound i Brikama, hvor hendes far, den berømte koravirtuos, Alhaji Baï Konté (1920-83), boede dør om dør med sin adoptivsøn: Mesteren Malamini Jobarteh (1940-2013). Malamini fik to sønner, som gik i hans fodspor: ”Tata Dindin” og Pa Bobo Jobarteh, som med storebrorens død er den ledende mester hos den vigtige storfamilie indenfor den hellige manding-sufitradition i Gambia. Et sted der myldrer med grioter, som mestrer de mange strenge og den forsirede sang.
Her kan nævnes Alhaji Baï Kontes egen søn Dembo Konte (1942-2014) og hans svigersøn, den fuldkommen fabelagtige Kausu Kuyateh, som egentlig var fra Casamanche (den del af Senegal, som ligger syd for Gambia), men som døde alt for tidligt i 2018. Han var en slags grioternes griot og selv Toumani Diabaté (samme familie bare fra Mali), som ellers helst ville tale om sin far, ville omtale Kausu som fænomenal.
Det lå klart fra begyndelsen at Ebraima ”Tata Dindin” Jobarteh skulle være mester på koraen og synge alle sangene. En griot bliver typisk hyret til at spille til religiøse fester, ligesom de – hvis de er heldige – bliver knyttet til en benefaktor, som understøtter dem. Men det synes at være på ret lavt blus i det fattige Gambia, modsat Mali hvor disse benefaktorer – som eksempelvis den ligeledes nyligt afdøde, dybt kontroversielle og eftersøgte Babani Sissokho – vil betale ”deres” grioter ofte fyrstelige summer eller give gaver i form af ædelstene, villaer eller sågar private fly!
Når man ankom til husene omkring gårdspladsen i Brikama, ville Malamini være mesteren, mens sønnerne ”Tata Dindin” og Pa Bobo Jobarteh ville spille kora dagen lang eller øve sig på det enorme repertoire.
Her blev ”Tata Dindin” den unge stjerne. Peter Gabriel opdagede ham tidligt og tog ham og hans gruppe med til London og Womad-festivalen. På den turné var hans ”lillebror” Dawda Jobarteh, som først lærte at spille kora i Danmark, med på perkussion!
”Tata Dindin” var talentfuld og blev ud over af sin far Malamini og gamle Alhaji Baï Konte også elev af en anden gambiansk legende: Jaliba Kuyate, som nu er 64 år og blev en vigtig mentor. ”Tata Dindin” var aldrig bleg for at arbejde med musikere fra andre kulturer og afsøge nye udtryksformer for manding-musikken. Når koraspillere i dag spiller med alskens effekter eller leger med feedback, kan de takke ”Tata Dindin”, ligesom Dawda Jobarteh kastede sig over Mikkel Nordsøs pedalbræt ved første givne lejlighed, da han tog koraen op. ”Tata Dindin” var vant til at vestlige musikere ville besøge hans far og farfar, og han hørte vestlig musik. Snart ville koraen blive elektrisk, spillet bag ryggen eller med tænderne, som Jimi Hendrix inspirerede til. Sammen med sit band Salem, hvor både Pa Bobo og Dawda var med, indtil Dawda flyttede til Danmark, ville den aktive musiker rejse hjemlandet tyndt og blive et navn alle kendte.
Samtidig arbejdede han på at afmystificere den ”hellige” kora, så det blev et instrument alle kunne lære at spille, ligesom han i årenes løb medvirkede på mange plader med kunstnere fra hele verden. Som sin mentor og ven Jaliba Kuyate blev han ambassadør for åbenhed og innovation, samtidig med at den hjemlige tradition lyste gennem hans smukke sangstemme og flydende spil på koraen.
Djivan Gasparyan
12. oktober 1928 – 6. juli 2021
Tekst: Torben Holleufer
Når sorg og længsler er lig med skønhed
Jeg var så heldig at møde og interviewe Djivan Gasparyan en enkelt gang – vistnok i 1996. Både han og den aserbajdsjanske mestersanger Alim Qasimov, som begge udkom på det tyske Network-label, var i Danmark til en Images-festival.
Allerede dengang med sølv i håret tryllebandt Djivan Gasparyan en hel sal med den nøgne blues fra sin duduk, den lille folkelige obo fra Armenien, der traditionelt er skåret ud af abrikostræ.
Nu er han død i en høj alder, og det er tid til at se tilbage på en musiker, som satte sit lands kunst på verdenskortet.
Du har helt sikkert hørt lyden af en duduk, der har en evighed over sig, som var den et orgel med en enkelt pibe. Ikke mindst Hollywood ville gøre brug af Djivan Gasparyans fornemme klang på storfilm som Martin Scorseses THE LAST TEMPTATION OF CHRIST og Oliver Stones GLADIATOR. Ensembler som Kronos-kvartetten har også arbejdet med duduk-spillere, og de er også brugt i jazzen. Blandt andre franske Didier Malherbe har vist at en duduk sagtens kan afsøge steder, der normalt er saxofonens område. Alligevel er det bare noget specielt, når en mester som Djivan Gasparyan satte blæs på den hjemlige blues fra et folk, som har oplevet mere smerte end de fleste.
Mundstykket er en overdimensioneret version af det, man finder på en obo, mens lyden mere minder om en klarinet. Klangen er speciel og vibrerende. Dertil kommer at du ingen vegne kommer med en duduk, medmindre du lærer ”cirkel”-åndedrættet, og bliver du rigtigt god, kan du levere en drone, der akkompagnerer solostemmen. Her er man normalt to, hvor mesteren leverer solostemmen og partneren leverer dronen.
Det var en kunst, som Djivan Gasparyan mestrede fra han som lille dreng første gang hørte en duduk, der typisk blev brugt som akkompagnement til stumfilm i den hjemlige biograf. Armenien var den gang en del af Sovjetunionen, og Djivan blev født i landsbyen Solak, der ligger nord for den nuværende hovedstad Yerevan.
Djivan Gasparyan har i interview fortalt om den gang i biografen, hvor filmen mistede al relevans, fordi det var magien fra musikeren, der betød alt.
—Jeg blev henført af musikken og dens ekstraordinære evne til at udtrykke de rette følelser gennem duduken, har han sagt et sted.
Han var heldig: En af musikerne i biografen gav ham en ret smadret gammel duduk, og så gik han i gang med at lære det cirkulære åndedræt, der giver uendelig lyd og den specielle embouchure der skal til for at få den helt rette klang. Da Djivan Gasparyan vendte tilbage til biografen, var den gamle musiker rystet over niveauet og gav ham omgående sit eget professionelle instrument.
Spillede for Stalin
Allerede da han var 11, brød krigen ud, og hans far drog af sted for at kæmpe mod tyskerne, mens hans mor allerede døde i 1941. Det var op til Djivan at forsørge sin bror og søster som gademusiker. Djivan lærte, hvordan instrumentet kunne fremkalde følelser. Evnerne rakte vidt og efter krigen blev den nu 20-årige udvalgt til at repræsentere Armenien til en stor konkurrence i Kreml foran diktatoren Stalin som del af et armensk folkeensemble. De blev nummer to blandt 15 sovjetrepublikker.
Herefter blev han et kendt navn, specielt indenfor Østblokken og den kommunistiske verden, ikke ulig den rumænske panfløjtespiller Gheorghe Zamfir. Her kunne man finde musikken i de specielle sovjetiske butikker i Vesten. Mangen en gang ville man kunne finde guld på vinyl i butikken på Vester Voldgade ved Rådhuspladsen, hvor også Gasparyan ville figurere på plademærker som det sovjetiske Melodiya. Som årene gik, blev han regnet som en af sit hjemlands helt store stjerner og fik i 1973 titlen: Folkets kunstner.
I 1983 indspillede han en melodi, der for alvor ramte. Den engelske producer Brian Eno, som oplevede Djivan Gasparyan live i 1988 i Moskva, genudsendte den med titlen I Will Not Be Sad In This World. Den blev dedikeret til ofrene for et stort jordskælv i Armenien det år, hvor 60.000 mennesker omkom. Armenien var nu blevet selvstændig, og den aldrende stjerne fik en ny karriere i Vesten.
Djivan Gasparyan var et fænomen, som aldrig holdt op med at forsøge at blive bedre. Han kunne oprindeligt ikke noder, men blev som 52-årig elev på konservatoriet i Yerevan, for sidenhen at blive professor samme sted. Han var også kraftigt interesseret i jazz, og selv om han overvejende ville spille med klassiske ensembler i en meditativ atmosfære, findes der mange optagelser af Gasparyan sammen med eksempelvis det statslige armenske jazzbigband.
Hans musik er gået i arv til barnebarnet, som simpelthen hedder Djivan Gasparyan Jr.
Nicholas Page alias Count Dubullah
6. november 1960 – 11. maj 2021
Hertugen af crossover er død af kræft. Han blev bare 60 år. Han var en af hovedkræfterne indenfor den indflydelsesrige Asian Underground-scene som bagmand for blandt andre Natacha Atlas.
Tekst: Torben Holleufer
Foto: York Tillyer
Count Dubullah er ikke mere efter at være diagnosticeret med kræft for fem år siden. Med ham er en af de mest alsidige og banebrydende musikere og producere indenfor grænselandet mellem verdens- og elektronisk musik en, vi skal til at tale om i datid. Det er virkelig en skam, for Nick Page, som han egentlig var døbt, var alsidig og idérig som få, og en lang række skælsættende projekter og udgivelser bærer hans signatur.
Hvis vi spoler tiden 30-40 år tilbage, begyndte der at komme gang i det miljø, der snart fik Nation Records som omdrejningspunkt og hvor ikke mindst unge andengenerations-indvandrere fra Pakistan, Indien og Bangladesh med afstikkere til arabisk kultur mødtes med ligesindede og fik skabt en masse hybrider med afsæt i forældrenes kultur. Blandt de vigtigste var gruppen Transglobal Underground, og her var Nick Page en vigtig igangsætter – vel at mærke under kunstnernavnet Count Dubullah.
At det skulle være farverigt, var dels noget man havde fra de opgejlede Bollywood-film og tilhørende hits alle kunne på rygraden, og dels havde det skelsættende band 3 Mustaphas 3 og før dem Gong vist vejen med eksotiske navne og hang til modale rundgange – de var beslægtede med danske Bazaar.
Nick Page var født i Tyskland af en græsk mor og en engelsk far, og det blev med faren at han voksede op i London. Via forskellige orkestre af den mere punkede karakter, hvor han var guitarist, fandt han et hjem sammen med ligesindede i Transglobal Underground, som kom med single-udgivelsen Templehead i 1991 og albummet DREAM OF 1000 NATIONS i 1993. Guitaren var skiftet ud med bassen, og andre vigtige medlemmer var komponisten og arrangøren Tim Whelan alias Alex Kasiek og Hamilton Lee, også kaldet Hamid Mantu.
Med Templehead, hvor de originalt blandede samplinger af polynesiske chants, fik orkestret et kulthit, og i de efterfølgende frem mod debut-LPen fik de et afgørende supplement af den da ukendte mavedanserinde, Natacha Atlas, som viste sig at være en formidabel sangerinde, som ud over at kunne sine arabiske filmforbilleder til perfektion også var eventyrlysten som sine nye venner. Med albummet INTERNATIONAL TIMES fra 1994 brød de afgørende igennem med sange som Taal Zaman med Atlas uimodståeligt i front. Fra da af var der for alvor bud fra folk som Peter Gabriel og hans indflydelsesrige pladeselskab Real World.
Nick Page blev i orkestret indtil 1997. De mange turnéer til festivaler over hele kloden blev for meget, ligesom han dels lavede soloplader dels skabte hybrider, hvor nogle af de mest spændende blev samarbejdet med makkeren fra Transglobal Underground, Neil Sparkes, som under navnet Temple Of Sound gik sammen med to af qawwali-legenden Nusrat Fateh Ali Khans nevøer i Rizwan-Muazzam Qawwali.
Han arbejdede også med det mexicanske band Los De Abajo. Alt hvad Hertugen rørte ved syntes at have relevans og tage verdenshybriderne videre med stort kendskab til de kulturer, han formidlede.
I forbindelse med Jim Jarmusch-filmen BROKEN FLOWERS (2005) kom Etiopiens gyldne periode med stjerner som Mulatu Astatke for alvor på banen. Nick Page rykkede i 2006 til Addis Ababa og opsøgte de lokale musikere, blandt andre saxofonisten Feleke Kailu, det unge håb på klaver, Samuel Yirga og sangerinden Sintayehu ”Mimi” Zenebe, kendt som Etiopiens svar på Edith Piaf. Dem tog han med op til Real World-studierne og under navnet Dub Colossus skabte de med albummet A TOWN CALLED ADDIS fra 2008 et originalt blend af jamaicansk dub, jazz og afrikansk musik, der betød omfattende turnévirksomhed.
Han nåede også at afsøge sine græske rødder og indspillede SYRIANA i Damascus umiddelbart før borgerkrigen brød ud sammen med qanun-spilleren Abdullah Chadeh – tidligere gift med Natacha Atlas.
Han nåede at komme ”hjem” til Transglobal Underground, hvor den oprindelige gruppe turnerede i 2019. Med på turen var Dub Colossus med Nick Page i begge orkestre, ligesom han var med på albummet WALLS HAVE EARS, som kom sidste år.
Jacob Andersen
19. august 1960 – 27. marts 2021
Perkussionisten, sangskriveren og produceren Jacob Andersen er pludselig død, 60 år.
Det synes nærmest, som er det fem minutter siden. Ud af et kollektiv i Sankt Peders Stræde kom rockbandet Sneakers og hittede bredt med en musik, der rummede både soul, vestkystpop, rock og latin. Mikkel Nordsø var nemlig kommet fra Buki-Yamaz og den fem år yngre Jacob Andersen var kommet fra et kreativt miljø i Bagsværd og var i den grad the new kid on the block, når det gjaldt rappe hænder på et sæt congas.
Nu er 40 år gået og den unge dreng, som lyste så kraftigt, er pludselig holdt op med at leve det liv, han levede så intenst. Endnu i ekkoet af det sidste job i Aarhus dagen før, holdt Jacob Andersens hjerte op med at slå lørdag morgen.
Han var på alle måder midt i musikken. Der var intet forvarsel, og de sidste to døgn har sociale medier boblet over med reaktioner fra alle dem, som Jacob Andersen har berørt i sit udadvendte og aktive liv. Fra eleverne på RMC, som havde en fabelagtig lærer i ham, til alle dem, som spillede sammen med en musiker, som var grænseløs og kunne spille alle genrer med lige stor indsigt og engagement.
Jacob Andersen evnede med sin sangskrivning og appel at nå ud til alle afkroge af Danmark. Han var så flittig, og der var så meget bud efter ham, at han konsekvent hvert år var i Top 3 på Gramex-listen over flest spillede, noget som er typisk for perkussionister generelt, men Jacob var også medkomponist på nogle af de største ørehængere, vi kender herhjemme: Regndans og Kom tilbage nu med Danseorkestret for eksempel.
Brazilian Nights i Jazzhus Montmartre fredag 25. maj 2012. Jakob Andersen (cng). Foto: Torben Christensen
Alligevel er det især musikeren, den altopslugende trommenørd, som er i fokus. For alle er enige om, at når det gjaldt fingre, der ramte skind gerne med en afro-cubansk tilgang, var Jacob Andersen i en klasse for sig herhjemme.
Du har sikkert set ham med The Antonelli Orchestra, der har været fast inventar i TV-succeser som TOPPEN AF POPPEN eller VILD MED DANS, men hvor musikere af høj kaliber altså stod og spillede, så det var en drøm. Et andet sted, hvor Jacob Andersen var en vigtig medspiller, var i Mikkel Nordsø Band, der begyndte i 1985 og i øvrigt har en spritny plade på trapperne.
Jeg fanger en sorgfuld Mikkel Nordsø på telefonen dagen efter den brutale nyhed:
Hvad skal jeg gøre?
—Hvad skal jeg gøre? Jacob var jo fuldkommen uundværlig! Det er 40 års samarbejde og venskab, der nu er forbi. Det er slet ikke til at bære, siger Mikkel Nordsø.
—Jacob var en kæmpe musiker og et talent ud over alle grænser. Jeg har spillet med Jacob, siden Buki-Yamaz holdt op – og det var ikke bare på perkussion, for han mestrede trommesæt og keyboards og kunne hele tiden finde ud af både at lægge de helt rigtige ting til og også begrænse sig. Det er der altså få, som kan.
—Vi begyndte i Sneakers, og der har så været Mikkel Nordsø Band lige siden 1985. Dertil har jeg haft ham i studiet til næsten alting, også på de akustiske ting, jeg har lavet. Han var helt fantastisk i et studie. Hvis man havde noget, der ikke fungerede helt, så kunne han bare være der i ti minutter, så var det løst. Som en doktor kom han ind og fiksede tingene. Det var en utrolig evne, han havde. Jacob var limen, der fik tingene til at hænge sammen. Han var utroligt inspirerende at spille sammen med på alle måder, siger Mikkel Nordsø.
Jacob den store
Bassisten Peter Danstrup har både været kollega med Jacob Andersen i Mikkel Nordsø Band og på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor Danstrup var rektor og Jacob Andersen afholdt lærer:
—Jacob var et stort talent, og der var ikke noget musik, han ikke havde et bud på, ligesom han havde kæmpestore ”ører”. Han var enormt parat og indstillet på samspil med en stor forståelse for sin rolle og sine virkemidler. Dertil havde han overskud i sit spil og mange kræfter, og de ting i kombination gjorde ham fuldstændigt enestående. (...) der er jo ikke dem, som ikke har brugt ham i alle mulige sammenhænge.
—Og så har jeg bemærket, at når folk tager herfra, siger man, at ”han spillede med alle de store”, men Jacob var den store i mine øjne! Det var os, som spillede med den store. Han kunne løfte musikken fuldstændigt. Når vi spillede med Mikkel Nordsø Band, havde vi sådan nogle ture rundt, hvor først spillede den ene solo og så den anden og så videre. Hver gang det var Jacobs tur til at spille solo, var publikum på lige med det samme. Han havde en utrolig appel i sit spil, som alle kunne forstå. Der var ikke noget smarthed over det på den måde – det gik direkte ind.
—Jacob evnede at få det meste ud af ingenting. Han kunne tage en lille dims op og bruge den musikalsk, så det var helt utroligt og bruge en lille og åndssvag perkussion-ting på den helt rigtige måde. Det var fantastisk at opleve.
—Ud over det var han en virkelig god kammerat. Mesterlig i at vende og dreje udtryk og finde på, når man kørte rundt i landet, og varehusenes skilte lokkede med Tæppeland, og Jacobs respons ville være, at ”nu kommer vi næste gang til Snørebåndsland”, altid finurlig og sjov på en helt egen måde og et fantastisk menneske at være ven med.
—Det er uforståeligt at han er gået bort så pludselig. Jeg har lige indspillet med ham for en uge siden, og der var ingenting. Og han var ovre at spille i Aarhus dagen før, så det er uforklarligt, og man føler sig lille i hele den sammenhæng, slutter Peter Danstrup.
Historisk mester
Jacob Andersen var særdeles interesseret i cubansk musik og besøgte østaten flere gange. Han var den, som mere end nogen anden fik udvirket at en af de helt store unge talenter endte med at slå sig ned i Danmark, nemlig Eliel Lazo, kendt som Guds Hænder på grund af sine evner med fem congas.
Eliel Lazo er ikke i tvivl om at Jacob Andersen var den helt store mentor og fuldt på højde med historiske congueros. Jacob havde den rette sans og indsigt:
—Jeg mødte Jacob i Havanna for 22 år siden. Da jeg kom til Danmark, var han som en far for mig i begyndelsen, før vi begyndte at arbejde sammen. Jeg vil karakterisere ham som en af de fyre, som har en ægte opfattelse og indre forståelse af perkussion i det hele taget. Han kunne forstå både den klassiske og den nye skoles måde at spille perkussion. Han mindede mig om så mange af de store perkussionister, congueros og timbaleros fra historien som Tito Puente, Mongo Santamaria og Armando Peraza. Når jeg spillede med Jacob, følte jeg altid at jeg spillede med kunstnere af den kaliber. Og dertil var han en fantastisk sangskriver og producer. Jeg spillede med ham i mange forskellige sammenhænge, og hver gang lærte jeg noget nyt. Det var lige meget, om vi indspillede eller spillede koncerter på scenen. Det var altid som at være i skole, når jeg spillede med Jacob.
Epilog: Det fedeste swing
Jacob Andersen var midt i livet, da det sluttede. Alle synes at have haft planer, som vennen og santería-specialisten Rune Harder Olesen, som drømte om en dag, når Jacob Andersen ikke havde så travlt at han kunne fordybe sig i den cubanske trancemusik:
—Jacob havde det fedeste swing, som jeg ville have elsket at dele med ham. Nu er han væk, og jeg fatter det simpelthen ikke.
Det er der ingen, som gør. Tankerne går til Jacobs kone, sønnen Emilio og døtre, hvoraf sangerinden Caroline Franceska har en fremtrædende rolle på det nye album med et opdateret Mikkel Nordsø Band, der blev til under lock-down, og hvor Jacob Andersen leverede sine stykker med samme præcise stil, der karakteriserede hele hans karriere.
Torben Holleufer
Manu Dibango (Emmanuel N’Djoke Dibango)
12. december 1933 – 24. marts 2020
Manu Dibango – Mr. Soul Makossa – snød alligevel livet og er gået over til den anden side. En afrikansk gigant skal nu omtales i datid.
Baobabtræet med de helt store grene er faldet. Det var en chokeret Cheick Tidiane Seck, selv en afrikansk kæmpe fra Mali og bands som Les Ambassadeurs, som formulerede det chok, alle følte, da nyheden indtraf. For havde Manu Dibango ikke selv netop annonceret at hans corona-sygdom var vel overstået, og at han var i bedring? Han så frem til at møde sine fans igen en af dagene ude på scenerne. Nu er det så slut.
Med corona ringer postbuddet altid to gange. Manu Dibango var endda kun 86 år ung. Hans sidste plade fra 2019 er fremragende, og han syntes ikke på nogen måde at være i nærheden af pension. Og nu tæppefald. Det er ikke til at bære.
Manu Dibango var kendt over hele verden gennem en menneskealder, specielt efter at hans egentlig oversete B-side til en singleplade i 1972, der skulle hylde Camerouns fodboldlandshold, gik viralt – hvis man alvoren til trods kan bruge det udtryk? Jeg taler om funky Soul Makossa, der ad snørklede veje og via tilfældigheder blev ophavsmandens direkte vej til stjernestatus og 70ernes diskobølge. Den oprindelige single bar den pænt usexede titel: Hymne de la 8e Coupe d'Afrique des Nations. Altså hymne til de afrikanske mesterskaber, i øvrigt et årti før De utæmmelige løver fra Cameroun for alvor fik bid med Roger Milla i spidsen til VM i fodbold. Men tilbage i 72 kunne mindre gøre det, og Manu Dibango havde gang i noget, der talte til indbyggerne hjemme i det vestafrikanske land og deres nationalitetsfølelse.
Soul Makossa
De fleste med en puls har sikkert på et eller andet tidspunkt hørt Soul Makossa. Sproget er dioula og engelsk. En funky gumbo-gryde af breakbeat og rap-agtige chants, hvor den berømte raplinje mama-ko, mama-sa, makomako-saaa bliver gentaget som et mantra – og så kører det ellers over stok og sten.
Den oprindelige udgave i Paris blev hørt af en dj fra USA, som sørgede for at sorte radiostationer spillede det. Så kom der en ny indspilning med enkelte engelske ord, og snart ville ikke bare de sorte danse til nummeret, men også coke-hovederne og VIP-folket på in-steder som New Yorks Studio 54. Singlen med den afrikanske kunstner, ingen kendte for fem minutter siden, figurerede højt på branchebladet Billboards altafgørende Hot 100-liste.
Pludselig var Manu Dibango del af det øverste parnas i en verden, der med Paris som katalysator gav de tidligere franske kolonier i Afrika ny værdi som kulturelle smeltedigler med fede orkestre. Det var i de år, cubanere i stort tal var inde over og påvirke andre frankofone lande som Zaire (det nuværende D.R. Congo), Mali, Senegal og altså Cameroun, hvor den nykårede stjerne Manu Dibango både favnede jazzen og var eksponent for begavet populærmusik med politisk brod.
De tidligere engelske kolonier var ikke sene til at følge op, specielt ikke nabolandet Nigeria, hvor Manu Dibango fandt en beslægtet sjæl i den flamboyante orkesterleder Fela Anikulapo Kuti (1938-97). Det er i samme liga som Fela Kuti, vi skal tænke på Manu Dibango, så tabet er markant.
Tidligt til Europa
Manu Dibango blev født i det, der dengang hed Fransk Cameroun. Han voksede op i en landsby tæt på landets største by Douala, der ligger midt i Wouri-flodens enorme delta. Han viste tidligt musikalitet, og drog til Frankrig for at gå i gymnasiet, men var ikke nogen særlig årvågen elev. Han har siden berettet om, hvordan parisiske jazzklubber øvede en enorm tiltrækning, og hvordan han allerede hjemme i Cameroun var begyndt at spille både saxofon og klaver. Så med bebop og Count Basie blandt inspirationerne, begyndte han at spille en hybrid, der også pegede hjem til det fjerne Afrika.
I Bruxelles hed en toneangivende jazzklub Ange Noir (Den sorte engel), og her var den congolesiske orkesterleder Joseph Kabasele – også kendt som Le Grand Kallé – i færd med at skabe det fabelagtige orkester, der godt nok spillede afrikansk rumba, men som kunne bruge Manu Dibango. Skolen røg ud med badevandet, og den belgiske metropol blev det nye hjem.
Kabaseles orkester, Africa Jazz, kom til at turnere en del, og det førte Manu Dibango tilbage til Afrika: Først Zaire hvor Le Grand Kallé og Franco OK Jazz konkurrerede om, hvem der havde det hotteste band indenfor den nye stil, der hed soukous – og siden til Cameroun i slutningen af 1960erne. Manu Dibango var dygtig ikke bare på saxofon og klaver men også på vibrafonen og ikke mindst vokalen, der blev afgørende, da Soul Makossa skulle blive tidens nye løsen.
Arbejdende legende
Manu Dibango nåede at udsende 44 album. Han var som en haj, når det gjaldt at finde på riffs og hooklines, der fangede tiden og gav ham de mange kælenavne som for eksempel Big Blow.
Han var en profileret producer og blev inspirator for mange op gennem 1970erne, hvor han havde en stribe hits og var med til at tegne en tid via sine inkorporationer af afrikansk musik i en tid, hvor den ikke var specielt udbredt eller forstået.
Han fik en gylden stund, da en af de helt store fisk gik i rusen: Michael Jackson og Quincy Jones, som var erklærede fans af Dibango, skabte et nummer på alle tiders største sællert: Thriller fra 1986. Det lød betænkeligt meget som Soul Makossa og Dibango, og Jackson endte efter en retssag med at lave en aftale uden om retten.
Disko var én ting, men Manu Dibango ville i en live-situation være jazzmusiker til benet, og hans koncerter trak ud og indbød til jam session.
Han var aktiv til det sidste og spillede med en lang række musikere – inklusive Fela Kuti – som alle, uden undtagelse, var fulde af respekt. Men så igen: der var altså kun én Mr. Soul Makossa.
Torben Holleufer
Rock and roll-pioner blev 100 år
Dave Bartholomew
24. december 1918 – 23. juni 2019
Knap nok havde New Orleans fulgt Dr. John til graven – med en fest – før budskabet, at endnu en af musikbyens ikoner var død; trompetist, tubaist, arrangør, orkesterleder, pladeselskabsejer, komponist, sanger og en mand med øre for talent; Dave Bartholomew.
Det var næppe en overraskelse. Markeringen af hans 100-års dag, juleaften, blev aflyst, da den højtagtede altmuligmand på New Orleans’ musikscene var på hospitalet.
Allerede midt i 1930rne spillede Dave Bartholomew traditionel jazz, senere fulgte en bigband-periode, blandt andet hos Jimmie Luncheford, inden hæren gav ham mulighed for at spille og arrangere. Han kunne tage hjem at danne et danseorkester i New Orleans’ Dew Drop Inn – hvor rhythm and blues blev til rock and roll.
Hans claim to fame er the big beat. Fra bigband-jazz og jump blues tog Dave Bartholomew rytmen og var med til at give rock and roll det dansable liv. Som solist og som pladeselskabsmand var han med til at føde rock and roll – især gennem sit mangeårige samarbejde med pianisten og sangeren Fats Domino, hvis venlige runde version af den nye teenagemusik solgte millionvis af plader i 1950erne. Med Dave Bartholomew som medkomponist på størstedelen af sangene. Dave Bartholomew styrede musikken, og Fats Domino smilede den til hits med sin charmerende creoler-accent.
Dave Bartholomew bedyrede, at han værdsatte den moderne jazz – det nåede at blive mange forskellige ting i hans levetid – men hans opgave var især at imødekomme publikum og levere en populær vare.
Ikke kun Fats Domino nød godt af samspillet med Dave Bartholomew. New Orleans-hemmeligheden med den mægtige stemme og det rolige swing, Smiley Lewis, skrev og indspillede også med A&R-man Dave Bartholomew. Og skrev Bartholomew virkelig alle de sange selv? Jah, tja, det gjorde han nok. Blue Monday var en ren Bartholomew-credit ved Smiley Lewis’ indspilning – og en Bartholomew-Domino et par år senere, da Fats Domino indspillede den og fik det hit, Smiley Lewis ikke opnåede. Med-komponist Pearl King, på blandt andet New Orleans-klassikeren I Hear You Knocking”, er lig med fru Pearl Rita King Bartholomew.
Rock and Roll Hall of Fame-medlemmet blev dog ikke siddende hjemme for at tælle royalty-checks, men turnerede i mange år flittigt med Fats Domino og stod i spidsen for egne dixieland-grupper, dyrkede bigband-lyden og kunne finde på at sidde med i den traditionelle jazz’ højborg, Preservation Hall – og nød den anerkendelse og den position i New Orleans, han havde opnået.
Dave Bartholomew havde både sans for, hvad der kunne sælge – til et crossover publikum – og hvad der var værd at høre på. Især udført af fremragende musikere som trommeslageren Earl Palmer og saxofonisten Herb Hardesty i et indspilningsmiljø, hvor talent blev parret med målrettet arbejde, og hvor country-akkorder fik selskab af solide beats, rullende piano og de konstant riffende saxofoner. Dave Bartholomew skabte sin lyd.
Paul Brasso
Dr. John – Malcolm John Rebennack Jr.
Doktoren er død
Det var engang midt I 1980erne i Montmartre I Nørregade. Et hold trætte devalueringsramte svenskere havde hyret New Orleans’ Dr. John til at sprede lidt musikalsk magi over deres produktion og til at give den opfølgende turné et løft. Der var ikke meget magi over holdet, der ankom med en tavs, introvert Dr. John som ledestjernen.
Men han fik øje på Montmartres flygel og satte sig tavs og spillede. For sig selv. Den store amerikanske sangbogs klassiske melodier vævet ind i hinanden. Carmichael, Kern og så videre. Med respekt for og kærligheden til melodien og de følelser musikken kan formidle. Så var han klar til at passe sit arbejde.
Hippietid, stoffer… Dr. John har altid, flittigt og meget amerikansk, arbejdet og ydet professionelt. Fra teenager i New Orleans’ rhythm and blues-periode over de frigjorte år i Californien, hvor alter egoet Dr. John The Night Tripper blev skabt, til årtiers arbejde som solist, orkesterleder og efterspurgt studiemusiker, medspiller og inspirator. Han kunne – som det hedder med et forslidt HR- og management-udtryk i dag – spille sine kolleger gode.
Dr. John, producer, arrangør, komponist, guitarist, pianist, vokalist om ambassadør for amerikansk musik, favnede vidt musikalsk, uden at glemme sin grundtone, sit swing og sine New Orleans-rytmer.
Han fik – mindre – hits og Grammy-anerkendelse, men musikken og medspillere forblev drivkraften.
”I’d go anywhere anytime to play with Johnny Clyde”, er Dr. John citeret for. Man blev ikke rig af at spille med den fremragende bluesguitarist Johnny Copeland. Men det var god musik og godt selskab, så dér var Dr. John.
Det er nemmere at opremse, hvem han ikke har spillet med, end at ajourføre listen over musikere, som har nydt glæde af inspirationen fra og samspillet med Dr. John. Han var til stede for alle, som trængte til en dosis funky New Orleans.
Dr. John turnerede flittigt frem til 2017 og gæstede også i dette årtusinde Danmark flere gange. Ganske sigende på festivaler for såvel jazz, som blues og rock.
Dr. Johns hjerte bankede for musikken og gav sit sidste hjerteslag hjemme i New Orleans.
nitetripper.com
Paul Brasso
Christian Burchard
17. maj 1946 – 17. januar 2018
Vibrafonisten, trommeslageren og specialisten på blandt andet santur (indisk hakkebræt), Christian Burchard, døde i sidste uge godt halvandet år efter, at en hjerneblødning stort set gjorde ham ude af stand til at spille i sit elskede EMBRYO.
Tekst og foto: Torben Holleufer
Det er en tysk legende, som er død. Orkestret EMBRYO spillede siden 1969 indenfor genrerne jazzrock, krautrock, verdensmusik og avantgarde. Der synes aldrig at have været grænser hos denne unikke stamme af musikere med det eklektiske som fællesnævner, og i midten af dette orkester fandt man som regel Christian Burchard med tjavset hår og briller stående krumbøjet over sin vibrafon.
De sidste mange år med datteren Marja bagved. Hun er i stigende grad som sin far en multi-instrumentalist med en lysende aura. Marja Burchard har ved Christians død officielt overtaget styrepinden i Embryo. Processen har stået på i nogle år og blev for alvor effektueret, da Christian fik en hjerneblødning april 2016, der satte ham meget tilbage og syntes at være begyndelsen til enden.
Christian Burchard var født i Hof i det nordlige hjørne af Bayern, et sted der lå klos op af den daværende østtyske grænse, hvor mange amerikanske soldater var udstationeret. Især nogle sorte soldater, som også var musikere, fascinerede Burchard, og da en af dem gav ham en marimba, havde han fundet sit instrument. Allerede som 14-årig lagde han ud med en avantgarde-jazztrio, der også talte barndomsvennen Dieter Serfas, senere grundlægger af krautrockbandet, Amon Duul 2.
Christian Burchard ville jazzen og var især forelsket i slagtøj. Han har nævnt Charles Mingus som inspirationskilde. Blandt dem som tidligt opdagede den bebrillede yndling med den rappe omgang med køllerne var den amerikanske pianist Mal Waldron – som i lighed med andre sorte amerikanere fandt et fristed i Tyskland. Burchard overbeviste ham om at flytte til München, hvor han boede i tre årtier frem til sin død i 2002. De to skulle spille sammen i alle mulige sammenhænge, ligesom et andet trofast medlem af Embryo ville blive den amerikanske saxofonist Charlie Mariano. Fra duoting, hvor det bare var de to på scenen til store udgaver af Embryo. Ligesom de ville foretage rejser, hvor alskens notabiliteter, fra Yusef Lateef over Archie Shepp til Fela Kuti i Nigeria er nogle af de mere opsigtsvækkende samarbejdspartnere for den videbegærlige Christian Burchard og hans bande af ligesindede, som også talte en ung Trilok Gurtu.
Burchard mødte sin livsledsager i München, den polskfødte fotomodel og læge Eva, som den første Embryo-udgivelse var tilegnet, selv om de formelt endnu turnerede under navnet Mal Waldron Quartet. Men netop under en af den amerikanske pianists mange gøremål med andre kunstnere, blev Embryo fra 1969 til ligesom gruppen af særdeles aktive musikere på scenen ville markere sig i bands som Amon Düül II og sidenhen også Dissidenten.
Christian Burchard fik amerikansk pladekontrakt, men nogen normal karriere skulle det ikke blive til. Manden levede ud fra mottoet at rejsen er målet. Mest berømt var turen omkring 1979, hvor bandet i en af de stærkeste opstillinger rev adskillige år ud af kalenderen for at tage på turné til Indien, Pakistan, Iran og Afghanistan med tre busser og en jeep. Rejsen er dokumenteret i filmen VAGABUNDENREISE. Filmen kan findes på YouTube og har blandt andet en spændende scene fra en afghansk flække, hvor veloplagte Christian Burchard på xylofon og Roman Bunka på en oud-lignende guitar spiller lige op med et par lokale virtuoser på tabla, sarod og dholak. Foran sidder landsbyens beboere samt tilfældige hippier.
Christian og hans venner var kompromisløse og ville inkorporere musikere fra fjerne lande og kulturer, således at Embryo det ene øjeblik kunne arbejde med Peking-operaen for det næste at spille med nogle af Marokkos gnawa-mestre. Mokhtar Gania, som er gnawamester i dag, bliver aldrig træt af at fortælle om dengang han og hans nevøer var på tur med storebror, den store og nu afdøde gnawa-stjerne, Mahmoud Gania, og Embryo på en længere udflugt i Spanien og Frankrig. Om hvordan koncerter ofte opstod fra det ene øjeblik til det andet, og de aldrig vidste, hvor de skulle spille, for Christian syntes at have venner overalt.
Jeg var heldig både at blive nær ven med Christian og spille med Embryo. Mødet var typisk. Jeg ankom til Tanger i Marokko i foråret 2010, hvor jeg er gode venner med en gnawa-mester, der hedder Abdellah Boulkhair El Gourd, og i hans store hus var Embro dukket op i en af sine sene opstillinger, der blandt andet talte den spændende vokalist fra Köln, Mik Quantius, og Thomas Gundermann, som spiller på en skjalmeje kaldet Bayerisches Backpfeife. Og selv om de boede på det billigste hotel, ville de på Marokkoturen det ene øjeblik være inviteret til at spille i kongepaladset, for i det næste at spille i et rigmandshjem eller de specielle klubber, hvor gamle arabiske mestre røg kif, drak te og spillede gamle arabiske sange. Her ville Christian og hans band uden at kny spille et sæt bestående af ægyptiske filmklassikere og fri improvisation.
Embryo arbejdede de følgende år meget med gnawamusikere, ligesom Christian Burchard nåede at spille med Roman Bunka – nu en virtuos på arabisk oud.
Det var på vej til Marokko, hvor de gjorde holdt for natten i en by hos venner, som spillede flamenco, at Christian fik sit slagtilfælde. Herefter var han lam i den ene side og kunne kun spille en smule keyboard, men fortsatte med datterens udgave af Embryo så længe kræfterne slog til.
Blandt Embryos 39 album bør følgende fremhæves: Debuten OPAL (1970), STEIG AUS (1973), EMBRYO’S REISE (1979-80), IBN BATTUTA (1984), ISTANBUL CASABLANCA – LIVE (1998) og EMBRYO 40 (2010).
Det kan anbefales at grave i det omfattende filmmateriale her.
Hugh (Ramapolo) Masekela
4. april 1939 – 23. januar 2018
I går døde trompetisten og sangeren af den prostatakræft, der har fulgt ham i de sidste år. Stille sov han ind i Johannesburg. Hugh Masekela blev 78 år.
”Bra Hugh” var med til at give sydafrikansk jazz en international placering.
Et stort træ i den afrikanske jungle er faldet. Hugh Masekela med den store lyd på trompeten, ikke ulig forbilleder som Louis Armstrong og Dizzy Gillespie, var også sanger, entertainer og aktivist. Han synes at have været her altid og fandt vej til en lang række afgørende historiske skuepladser.
Nu skal vi vænne os til at Hugh Masekela ikke er mere. Sydafrikanerne lider i fuld offentlighed – hele dagen i går har store bogstaver på nationalt tv i hjemlandet vist: ”Bra [bror] Hugh RIP.”
Hugh Masekela var et livsstykke, hvad enten han spillede det hvide styre midt i mod, da det var farligt og var i eksil i mere end 30 år, eller når han fortsatte kampen hjemme i et befriet men også problematisk Sydafrika.
Hugh Ramopolo Masekela blev født i slumkvarteret Kwa-Guqa Township i udkanten af Witbank (siden 2006 kaldet Emalahleni), en kulmineby nordøst for Johannesburg. Han spillede klaver som barn, men efter at have set filmen YOUNG MAN WITH A HORN – hvor Kirk Douglas agerede en trompetist skabt over Bix Beiderbecke – begyndte Masekela at spille på en trompet, han havde fået af sin lærer, den engelskfødte ærkebiskop Trevor Huddleston. Huddleston var en af de første anti-apartheid-aktivister, og ifølge legenden havde han fået instrumentet af selveste Louis Armstrong.
Sammen med skolekammerater dannede Masakela landets første jazzband for unge: Huddleston Jazz Band. Herefter kom han på turné i hele Sydafrika med vokalgruppen Manhattan Brothers. Allerede fra 16-årsalderen begyndte Masekela at spille musik, der reflekterede det stærkt polariserede samfund, han levede i hjemme i Kwa-Guqa Township, Soweto og lignende områder. Han kom med i en musical, KING KONG, hvor hans kommende kone, sangerinden Miriam Makeba, også var med.
Som vist i de bøger om Cape Town-jazzscenen, som Lars Rasmussen fra boghandlen Booktrader udsendte for en del år siden, var jazzen for alvor kommet i gang nede i Cape Town, hvor især Chris McGregors The Blue Notes og bebop-bandet The Jazz Epistles med kommende stjerner som pianisten Dollar Brand (Abdullah Ibrahim) og saxofonisten Kippie Moeketsi blev banebrydende. Unge Hugh Masekela kom også med. De politisk forfærdelige tider kulminerede med Sharpeville-massakren i 1960, hvorefter landet for alvor blev et mareridt for den sorte befolkning.
Regeringen så dog en propaganda-mulighed i en populær musical, der blev inviteret på turné til England, og derved fik en stribe sorte musikere visum til at forlade Sydafrika. De så sig ikke tilbage, og her begyndte et liv i eksil for Hugh Masekela såvel som for venner som Ibrahim, dennes kone sangerinden Sathima Bea Benjamin, bassisten Johnny Mbizo Dyani og mange andre.
Første stop var London, hvor biskop Huddleston hjalp Masekela ind på Guildhall School of Music, men snart var han i New York, hvor han studerede klassisk trompet. Scenen var et slaraffenland for den unge trompetist, som fik sit første album, TRUMPET AFRICAINE, i eget navn i 1962. Det var også i New York i 1964 at han og Makeba blev gift. Ægteskabet holdt i to år.
Masakela mødte inspirationer som Miles Davis, John Coltrane og Thelonious Monk – samt de to vigtigste: Louis Armstrong og Dizzy Gillespie, som udover at være mentorer på trompeten også ansporede ham i retning af de afrikanske rødder.
Gennembrud på Monterey
I juni 1967 samledes hippierne syd for San Francisco i det, der blev døbt til begyndelsen af Summer of Love. Til festivalen Monterey Pop brændte Jimi Hendrix sin guitar, Janis Joplin udløste sit kraftværk af en stemme, Ravi Shankar fik vist publikum at indisk musik var mere end at stemme instrumenterne, og Otis Redding fik et fortrinsvis hvidt publikum til at blive die hard-fans for året efter at styrte ned med et fly. Og så var der Hugh Masekela, som spillede et brag af et sæt.
Året efter toppede han branchebladet Billboards Hot 100 hitliste med sin version af Grazing In The Grass. Pludselig var han alle vegne, ikke mindst da bokserne Muhammed Ali og George Foreman lavede deres RUMBLE IN THE JUNGLE. Masekela var sammen med Don King primus motor i den omfattende musikfestival i Zaire 1974, der burde få de fleste til at falde i svime: James Brown, Fela Kuti, B.B. King, Tabu Ley Rochereau, Fania All-Stars, Miriam Makeba og mange andre.
Der var også smuttere i Masakelas karriere, hvor han syntes at spille med hvad og hvem som helst. Men på de 40+ album, det blev til gennem karrieren, har mange høj kvalitet.
Masekela fortsatte kampen mod apartheid i sit eksil, men havde også alskens personlige problemer. I 1970erne førte de mange fester til en livstruende afhængighed af alkohol og kokain. Men han rejste sig, og da Nelson Mandela blev fri, kunne Hugh Masekela i 1990, sammen med en stribe af de andre stjerner i eksil, komme hjem.
De sidste ti år af sit liv kæmpede han med den sygdom, der endte med at gøre det af med ham. Passende, for denne grænseløse verdensmusiker, bar hans sidste album i 2016 titlen: NO BORDERS.
Torben Holleufer
Fats Domino
26. februar 1928 – 24. oktober 2017
Pianist, sanger, komponist, orkesterleder og rart menneske Antoine Dominique Domino Jr. tillægges æren at være en af rock'n'rollens grundlæggende fædre. Og han har aldrig spillet oprørsk rock og rul. Han var en umiddelbart godmodig familiefader, som spillede venlig, velarrangeret boogie garneret med en snert dixieland. Plus uangribeligheder fra den store amerikanske sangbog og lidt country and western. Alt i alt en dansevenlig cocktail med en charmerende accent, der nok krydsede 1950ernes racebarrierer, men ikke var til synderlig fare for hvide teenagepiger.
Men hans musik og hans orkester, med solister som saxofonisterne Lee Allen og Herb Hardesty og trompetist og sangskrivermakker Dave Bartholemew (et New Orleans-ikon, som fylder 98 juleaften og på altafgørende måde orkestrerede Fats Dominos succes), holdt et højt bundniveau, selv om Dominos kreativitet stagnerede allerede i 1950erne. Ligesom har byggede på et solidt New Orleans-fundament; eksemplificeret ved gennembruddet Fat Man, der har mere en visse ligheder med (Champion Jack Duprees version af) Junker Blues.
Fats Domino solgte en masser plade med egne (og Bartholemews sange) og sikrede sig på den måde økonomisk uafhængighed til at kunne trække sig tilbage.
Fats Domino var inaktiv de seneste ti år, og han droppede de store, årlige Europa-turneer allerede i 1990erne. De bragte ham flere gange til Danmark, blandt andet til Skive, hvor den imødekommende kunstner spillede Blueberry Hill to gange, og hvor den udsendte fra den lokale avis blev ved med at spørge legenden, som tydeligvis ikke havde nærstuderet den jyske topografi, om sin oplevelse af køreturen og købstaden.
Domino fattede i tredje omgang spørgsmålet, forsikrede at Skive var en dejlig by – og reddede næste dags overskrift.
Paul Brasso
Gregg Allman
8. december 1947 – 27. maj 2017
Lillebroren i The Allman Brothers Band levede hårdt og turnerede konstant. Nu er han død hjemme i Georgia 69 år gammel, bare fire måneder efter trommeslager Butch Trucks’ selvmord. En æra er slut.
Tekst: Torben Holleufer
Han havde en fantastisk stemme, når det kom til grænselandet mellem blues og soul. Det helt rigtige growl, og i de store år kunne han fra sit Hammond B3-orgel se over på sin storebror, Duane Allman, når denne kastede sig ud i de sjælfulde soli på guitar med en slide, der ikke var en traditionel bottleneck, men et pilleglas, som lillebror havde købt.
Egentlig ville han selv have været guitaristen, og han slæbte da også den første guitar, en Silvertone, hjem fra stormagasinet Sears & Roebuck, ligesom han fik sig en lokal lærer, som kunne løse mysteriet, der åbenbarede sig hver nat, når brødrene tændte for de sorte radiostationer og bluesmusikkens koryfæer med Son House og Robert Johnson i spidsen sørgede for, at deres drømme blev tændt. Ligesom de måtte overbevise deres mor, som egentlig havde en traditionel hvid sydstatsindstilling til skismaet hvid og sort, men som fik et kort kursus af sine knægte og derefter vendte på en tallerken. Faren havde været soldat i Korea og var vendt tilbage på en ferie, men det besøg endte tragisk.
Kort før jul det år samlede han en tomler op på vejen. Vedkommende takkede for tjenesten ved at slå kaptajn Villis Allman ihjel. Det var i 1949 og mor flyttede herefter til Nashville, mens de to knægte blev sendt på kostskole. Det var ingen succes.
De to brødre lagde ud i bandet Allman Joys og senere i The Hourglass, men det var selvfølgelig først, da de dannede The Allman Brothers Band at der for alvor kom skub i tingene. Storebror Duane havde udviklet sig til en forrygende guitarist – specielt på slide-guitar. Han havde et fantastisk øre men lærte aldrig en node. Snart var han en særdeles efterspurgt studiemusiker, ikke mindst i det berømte Fame-studie i flækken Muscle Shoals, hvor han blandt andet indspillede med soulsangeren Wilson Pickett. Ligesom det var her, han mødte den sorte trommeslager Jai Johanny Johanson, kendt som Jaimoe. Sammen med Butch Trucks og bassisten Berry Oakley blev de til den formidable rytmegruppe, der ville drive The Allman Brothers Band frem – eksempelvis på dobbelt-albummet LIVE AT FILLMORE EAST, der siden er kommet i andre udgaver fra koncerterne på Bill Grahams berømte spillested i New York.
Optagelserne viste et orkester, der havde et saftigt tag i traditionel blues med Blind Willie McTell-sangen Statesboro Blues som åbner og siden signatursang, hvor Gregg Allmans herligt flydende orgelspil blev fulgt op af hans stemmeføring, som de fleste antog tilhørte en sort mand. Dertil storebror med tør slide-guitar. Den anden guitarist var Dickey Betts, og de to ville kaste sig ud i lange improvisationer, der er nogle af rockmusikkens bedste, specielt på numre som de ikoniske Whipping Post og In Memory Of Elizabeth Reed.
Desværre varede det ikke længe, før ulykken ramte – hele to gange. Storebror Duane Allman kørte sig ihjel på sin motorcykel oktober 1971. Han var bare 24 år. Året efter fulgte hans nære ven, bassist Berry Oakley, som oven i købet havde sin motorcykel-ulykke få hundrede meter fra det sted, hvor Duane havde forulykket. Deres grave side om side er mål for pilgrimsrejser.
Her kunne Gregg Allman have pakket helt sammen. Bandet var allerede ude i tovene, for flere medlemmer havde gigantiske problemer med heroin, og både de to afdøde og den navnkundige roadie, Red Dog Campbell, havde været i afvænning.
Genfødt familie
The Allman Brothers Band fortsatte på trods af tabet af de to fabelagtige medlemmer, og snart kom det store gennembrud, da de først udsendte EAT A PEACH og siden den populære BROTHERS AND SISTERS, der ramte Billboards førsteplads, hvor Gregg Allman var stærkt i fokus med sit klassiske foredrag på hittet Ramblin’ Man. Den var skrevet af Dickey Betts, der voksede ud af Duanes skygge og blandt andet henrykkede med sin klassiske instrumentalperle, Jessica. Her var nye medlemmer som pianisten Chuck Leavell i fokus. Samtidig indspillede Gregg Allman sit første soloalbum, og tog på tur med sit Gregg Allman Band. Alligevel var det bandet med brødrene, som det hele handlede om i 1970erne. Her var de blandt andet med til at spille en koncert med The Band og The Grateful Dead kaldet Summer Jam at Watkins Glen, der er en racerbane i staten New York. Lydtjekket, som The Grateful Dead kørte af, udmøntede sig i en to timer lang improvisation.
Gregg Allman var i de år ude i et stærkt misbrug, der var begyndt efter tabet af Duane. En ny politichef blev ansat i Macon, hvor familien boede, og Gregg Allman var første mål. Hans bodyguard og roadie røg i fængslet, efter at stjernen havde afgivet vidnesbyrd. Bandet gik i opløsning, og Gregg – som ofte var i sladderbladene, fordi han var gift med popsangerinden Cher – måtte i årevis leve med tilråb som ”stikker” og ”narkostrømer” under koncerter.
Overlever
Orkestret fik comeback efter nogle års pause, og det var i sin sidste inkarnation at de for alvor nåede højder, der lignede det gamle orkester. Nemlig da Dickey Betts blev erstattet af to yngre talenter, Warren Haynes, som også var en glimrende sanger, og især den fantastiske Derek Trucks (nevø til den afdøde trommeslager Butch Trucks), som tidligt viste evner, der gjorde at mange i ham så en genfødsel af Duane Allman. Han stod på scenen som 11-årig og tryllede med sit pilleglas som slide iført en T-shirt, på hvilken der stod Skydog, der var Duane Allmans kælenavn.
I de mellemliggende år havde Gregg Allman haft gang i en habil solokarriere, og den nye inkarnation af det gamle orkester fik kontrakt på hans nye pladeselskab, Epic. De havde ellers typisk haft kontrakt med Capricorn Records, Phil Waldens berømte pladeselskab, der blev kendt som hjem for mange af de sydstatsbands, der var fulgt i kølvandet på The Allman Brothers Band.
Det nye band betød nyt liv, og genererede en masse nye fans, som viste sig sejlivede, selv om Gregg Allman tydeligvis gennemgik store fysiske problemer og ofte lignede en ældre mand, end han var. Men stemmen og det vidunderlige orgelspil var fortsat det samme.
Mest berømt blev orkestret for sine ophold på Beacon Theatre i New York specielt koncertrækken i 2009, hvor en lang række gæster kom forbi. Ikke mindst Eric Clapton, som sammen med Derek Trucks syntes at finde sin gamle guitartvilling, med hvem han og hele bandet ville gennemspille det berømte Layla-album. Tjek det på nettet.
Orkestret sluttede koncerterne med den sidste optræden på Beacon Theatre i oktober 2014. Det var den 238. udsolgte koncert på teatret og uden gæster spillede bandet tre sæt med numre fra de tidlige plader. Derefter var det uigenkaldeligt slut, og de to solister Warren Haynes og Derek Trucks kunne koncentrere sig om egne projekter som Gov’t Mule og Tedeschi Trucks Band. Især det sidste orkester synes at være det nærmeste, når det handler om at føre arven fra de to Allman-brødre videre.
Men der mangler lige en fantastisk jamsession, når Gregg Allman vel skal stedes til hvile ved siden af sin bror og Berry Oakley på Rose Hill Cemetary i Macon.
Jazzen var med
Selv om The Allman Brothers Band ofte blev kategoriseret som sydstatsrock, hadede de selv termen. Ikke at de ikke var glade og stolte af deres oprindelse i stater som Florida og Georgia, men de var i realiteten et særdeles komplekst orkester, der var et hele med en række subgrupper. På trommer var Butch Trucks det stabile lokomotiv, mens ”Jaimoe” kom fra jazzen og tidligt fik sine brødre i orkestret til at se lyset i form af John Coltrane og især Miles Davis, som blev en stor inspiration. En anden konstellation var Gregg Allman med pianisten Chuck Leavell, og endelig var der de to guitarister, hvor Duane Allman jo var opflasket på blues, men i sin korte karriere nåede det meste, og blandt andet spillede en masse med King Curtis.
Det er et af de store amerikanske orkestre, som nu endegyldigt er lagt i graven med Gregg Allmans død. Et band der var en garant for spilleglæde, højt musikalsk niveau og en grænseløs lyst til improvisation.
På Gammel Kongevej driver Flemming Mortensen pladebutikken Goldmine, der nærmest er den uofficielle ambassade for alt, hvad der har med The Allman Brothers Band at gøre. Tag eventuelt forbi og løft glasset med Southern Comfort. Lydsiden tager Flemming sig helt sikkert af.
I sin selvbiografi skrev Gregg Allman:
—Når alt er sagt og gjort, vil jeg vandre til min grav, og min bror vil hilse på mig og sige: ”Godt arbejde, lillebror, du gjorde det okay!” Jeg må have sagt det en million gange, men hvis jeg døde i dag, har jeg haft en fest, og jeg ville ikke bytte mit liv for nogen andens, men jeg ved ikke, om jeg ville gøre det igen. Hvis nogen tilbød mig en runde mere, ville jeg nok droppe det.
Lonnie Brooks
18. december 1933 – 1. april 2017
Han kunne det hele; Lonnie Brooks. Måske blev han aldrig et internationalt bluesnavn på øverste hylde, men han mestrede guitaren og sangene såvel med humor som intensitet, inden han efter 60 år på bluesscenerne trak sig tilbage på grund af dårligt helbred.
12. juni 2012 var ”Lonnie Brooks Day” i Chicago, men guitaristen, navngivet Lee Baker Jr, stammede fra Louisiana, spillede med zydeco-kongen Clifton Chenier og begyndte som Guitar Jr. i Texas, inden soulstjernen Sam Cooke overtalte ham til at tage nordpå, hvor Chicago allerede havde en Guitar Jr. – men ingen som på samme måde forfinede Chicagos bastante barblues med sydstaternes sumpede swing.
Lonnie Brooks scorede grammy-nomineringer og Blues Awards – men også hæder for øl-reklamer. Og så var han medforfatter til bogen BLUES FOR DUMMIES.
Musikken lever videre gennem Lonnie Brooks' indspilninger og gennem hans to blues-sanger/-guitarist-sønner Ronnie Baker Brooks og Wayne Baker Brooks.
Jazz Special mødte første gang Lonnie Brooks på et tog i Næstved – på vej mellem job i Tyskland og Sverige. Heldigvis standsede han senere i Danmark og gav koncerter i København og ved Internationale Bluesdage i Odense.
Paul Brasso
Peter Bastian Jacobsen
25. august – 27 marts 2017
Musikeren Peter Bastian er død. Han blev 73 år.
Peter Bastian var uddannet inden for både teoretisk fysik og klassisk fagot. Han var medstifter af Den Danske Blæserkvintet (1968), Balkan Trioen (1970) og den bredt favnende trio Bazaar (1976). Med sin bog, IND I MUSIKKEN (1987), blev han kendt i en endnu bredere offentlighed som musikformidler og filosof med stor entusiasme. I 2011 udgav han bogen MESTERLÆRE – EN LIVSFORTÆLLING.
Peter Bastian fik i 2014 konstateret leukæmi. En voldsom kemo-behandling gjorde ham i stand til at udgive sidste sommers CD, og så sent som i februar i år gav han både koncerter og foredrag, inden sygdommen vendte tilbage for alvor.
Læs mere om Peter Bastian på hans hjemmeside og i Jazz Special nr. 154. Artiklens anden del var planlagt til nr. 155 men er grundet Bastians sygdomsforløb udsat til nr. 156.
© 2012 JAZZ Special